Farvel til en særlig mand

Så blev det dagen i dag hvor, manden med kniven skulle beundre sit værk på min overkrop for sidste gang. Jeg har faktisk været lidt trist over denne sidste undersøgelse, fordi det et eller andet sted er afslutningen på en epokegørende del af mit liv. Masser af opmærksomhed, privathospitalets særbehandling, undersøgelser, operation, chokerende begejstring, søde sygeplejersker og det at være i hænderne på en af landets førende kirurger. Med undersøgelsen i dag, er jeg ligesom gået fra at være noget ganske særligt, til at blive en kvinde med et sæt helt almindelig bryster, som ikke en kat har tænkt sig at give ret meget opmærksomhed i fremtiden.

Jeg havde så absolut ikke tid til vemod eller tårer, da jeg mødte op på privathospitalet. Ungerne og jeg havde været på en udflugt til en forlystelsespark et sted i nærheden hele formiddagen , og fordi regnen havde stået ned i lårtykke stråler, lignede vi allesammen fordrukne mus. Ungerne var naturligvis ligeglade, men jeg skulle jo ind og betræde de bonede gulve på hospitalet. Ikke at alle mennesker er unge og smukke der, men der hersker, på sådan en lettere hørmende måde, en form for stil. Jeg lod ungerne vente i bilen, men faldt alligevel lidt ved siden af med mit uldvåde hår, min store gennemblødte regnfrakke, og de bare ulakerede tæer i de fodformede sandaler. Jeg havde faktisk rettet lidt op på min makeup i bilen, men det var sådan ligesom lettere overflødigt. Regnfrakken tog hovedparten af opmærksomheden.

Manden var kniven så heldigvis ud til at være ligeglad med håret og regnfrakken. Han kunne ikke vente til jeg havde fået krænget t-shirten af, så han kunne sætte hænderne - ikke at forveksle med 'tænderne' !!! - på mine bryster. Rent proffesionalt naturligvis, men jeg følte alligevel en eller anden form for barnlig glæde, ved de sædvanlige julelys i hans øjne, da han genså sit værk.

Nu føler jeg selvfølgelig efterhånden at vi kender hinanden, han og jeg, men det er alligevel også en anelse ubekvemt, at der sidder en midaldrende mandsperson foran mig med strålende øjne, mens han ihærdigt klemmer mine bryster, vejer dem i hænderne, stryger fingrene over arrene, som ikke engang min mand har rørt ved, og med en lettere grødet stemme bekandtgør, at han er 'yderst tilfreds'.

Jeg fortalte ham om mine succesfulde bh-indkøb, og dælme om han ikke påstod, at jeg ikke kunne være en dobbelt D.
-Det er jo nogle store bryster. Jeg kan ikke tro, at du er en dobbelt D, sagde han.
Jeg havde nær tvunget mærkatet på min bh op i næsen på ham, men gav ham i grunden ret. Jeg synes heller ikke jeg ligner 'et par gevaldige patter', men et par helt almindelige. Alt andet lige, så ER det en dobbelt D bh jeg har på, og den almindelig D-skål som jeg købte i Danmark, den ER altså for lille. Manden med kniven mente det skyldes mine brede skuldre, at jeg ikke virker så 'stor' som jeg måske er. Jeg er heldigvis ligeglad, for som sagt er de 'store nok'.

Manden med kniven gav mig hånden til farvel, og sagde at han ikke kunne garantere, at han stadig var der, hvis jeg ville have silikoneklumperne udskiftet om 20 år. Han mener heller ikke det bliver nødvendigt; de skulle gerne holde resten af mit liv .... lad os se om de kan klare mosten til jeg bliver 114, sådan som min plan er.