Aminus

onsdag, juni 28, 2006

Plæneklipning med større bryster

Jeg har lige klippet vores gigantiske græsplæne. Lige og lige er måske nok så meget sagt, for det har taget mig tre dage at komme igennem hele plænen. Ikke tre dages konstant plæneklipning, naturligvis, men tre dage hvor jeg klippede en stor bid hver dag. De første to dage foregik det i gråvejr, så jeg var forsvarligt klædt på. I dag skinner skolen fra en lammeskyklædt himmel, så den lille soltop og shortsne er kommet ud fra skabet. Det har givet mig endnu en lærestreg i livet som barmfager. Fordi jeg ikke samler græsset op når jeg klipper plænen - der er alt for meget, og den gamle græshakker smider alligevel næsten lige så meget ved siden af som den samler! - blæste plæneklipperen alt det afklippede græs ud omkring mig. Da jeg var færdig var mine ben grønne af græs, den hvide soltop havde fået en snert af lysegrøn, og sørme om der ikke lå en pæn lille stak nede i min BH også. Jeg kunne altså konstatere, at mine nye bryster faktisk også kan bruges som ballepresser ... høballer, forstås!

Det er helt ufatteligt så praktiske de større bryster kan være. Af andre yderst brugbare funktioner kan nævnes:

-Krummefanger/hagesmæk under måltider. Før i tiden endte krummerne altid nede i navlen, og jeg kunne aldrig være sikker på hvor en spildt sjat marmelade ville ende. Nu ligger krummer og andet drys i en pæn stak nede i BH'en, og pletterne er også altid spot on.

-Mobiltelefonholder. Yderst praktisk hvis man ikke har lommer i bukserne eller nederdelen...og det er der vel dybest set ikke i ret mange nederdele. Fra pålidelige kilder er jeg desuden blev oplyst om, at man også kan gemme bilnøgler, kreditkort og ipods samme sted. Sidstenævnte har jeg dog ikke selv prøvet endnu.

-Reservat for bladlus og tordenfluer. De sidste par dage har jeg med jævne mellemrum måtte fiske en mindre bestand af disse insekter ud fra sprækken. Jeg ved ikke helt hvad deres formål med opholdet har været, men det ser ud til at de vælger det frem for andre steder på kroppen. Måske er det fordi det kun er der jeg lægger mærke til dem. De kilder nemlig som bare pokker.