Kunsten at tisse i en paphat

Jeg var til min pre-OP på sygehuset i går. Altså, sådan en slags forundersøgelse, hvor de lige kan tjekke om jeg nu også er sikker at operere på. Det mindede lidt om de rundvisninger på barselgange jeg har deltaget i engang for længe siden, blot var det ikke nyfødte babyer det handlede om i det her tilfælde, og der var kun mig til at blive vist rundt. Det var den flotteste hospitalsafdeling jeg nogensinde har set, men den er selvfølgelig også 'privat'. Som den gode socialist jeg er af hjertet, skærer det lidt i mig at se at der er så stor forskel på private og offentlige hospitaler. Det kan så være lidt svært at holde den socialistiske fane højt, når man er i færd med at købe sig til en kapitalistoperation som min. Derfor ikke yderligere skriverier om politik.

Sygeplejerskerne var simpelthen SÅ søde. Nej, hvor de dog en positiv oplevelse. De snakkede nemlig også om den følelsesmæssige del af sagen. Spurgte, lyttede, gav gode råd og ideer, og var forstående; sådan som en god sygeplejerske skal være. Den ene af dem havde taget sig af brystopererede kvinder i mere end 15 år, så hun var simpelthen den fødte rådgiver til kvinder som skal have lavet brysterne større.

Jeg skulle have taget blodprøve og aflevere en urinprøve. Blodprøver er ikke min stærke side, for jeg tror aldrig jeg vænner mig til de der nåle. Jeg ved godt at det ikke gør spor ondt, og det gjorde det heller ikke i går, men jeg får alligevel koldsved på panden og hjertebanken hver gang jeg skal have det gjort. Det var heller ikke helt nemt med urinprøven. Den skulle nemlig afleveres på stedet, og ikke medbringes i en fin lille plastikflaske. Jeg havde derfor drukket adskillige flasker vand hjemmefra, så jeg var sikker på at jeg ikke ville løbe tør i det sekund hvor jeg skulle tisse på kommando. Til min overraskelse fik jeg ikke en fin lille plastikflaske, som jeg skulle forsøge at ramme under seancen, men en stor pappotte, som blev monteret i toilettet. Jeg skulle altså bare sidde og tisse helt normalt. Nu skriver jeg så godt nok 'stor', men der var faktisk tale om en flad potte af begrænset størrelse. Som jeg sad der og lod vandet risle ned i pappotten - ikke at forveksle med en papfis! - var jeg derfor overbevist om, at den ville løbe over. Der var dog ikke anden udvej end at tisse færdig og håbe det bedste. Potten viste sig heldigvis at være stor nok, og jeg er overbevist om at sygeplejersken var yderst imponeret over min indsats.

Sygeplejerskerne gennemgik procedurerne med mig, og operationen lyder ikke så alvorlig, som jeg i disse dage af og til går rundt og tror. Jeg skal dukke op på sygehuset om formiddagen. Så kommer den lille mand med kniven og narkoselægen og fortæller om alt det der skal foregå, og beder mig skrive under på, at jeg synes de har ret i alt det de siger og har tænkt sig at gøre. Herefter vil manden med kniven tage et kig på mine bryster, og med en diskret sort speed marker tegne sit velovervejede snitmønster ind på brysterne. Når de to læger er færdige med at tegne og fortælle, skal jeg så bare slå tiden ihjel til klokken 17.15 - tror jeg det er. -Du kommer til at kede dig, og de timer bliver sikkert nogle af de længste i dit liv, lovede sygeplejerskerne. Fordi jeg skal opereres må jeg hverken spise eller drikke i de mange timer, så det skal nok blive en lang dag. Jeg skal huske en masse gode bøger, og mit luksushummer har naturligvis også tv med alverdens spændende kanaler.

Ingen mad og drikke...det går virkelig ikke!

Nå, men jeg bliver lagt på bordet engang efter klokken 17. Klokken lidt efter 19 regner de med at jeg er tilbage på min stue, hvor jeg skal tilbringe natten. Her må jeg så gerne spise, så det vil eg se frem til. Næste dags morgen kommer manden med kniven ind og tjekker om hans værk er vel udført, og om jeg er glad, og så kan jeg eller rejse hjem igen med mine nye bryster.

11 dage igen. Jeg glæder mig.