Oh, at være en præmieko

Så sidder jeg her en ganske tidlig mandag morgen. En morgen som alle andre, og ingen morgen i tusind år. Jeg har ondt i maven af for mange tanker, men er en helt del roligere end i går aftes. Alt babysitteri er faldet på plads til den store guldmedalje. Jeg har set min veninde, hende jeg fortsat mener er en røv, og også hendes hendes nye bryster. Hun græd næsten da hun talte med mig, så skuffet er hun. Det er jeg selvfølgelig ked af på hendes vegne, men på den anden side forstår jeg ikke helt hvorfor hun er så skuffet over dem. De ser aldeles pæne og natulige ud, og selvfølgelig er de blevet en pæn sjat større; blot ikke så store som hun havde håbet på. Hendes mand har også udtrykt sin skuffelse over størrelsen, og det gør selvfølgelig kun det hele meget værre. Han kan derfor også hermed komme i samme kategori af nedre menneskelige regioner, som jeg allerede har anbragt hans kone i. Jeg tror jeg har ret i min teori om, at hun - og sikkert også manden! - har kigget for meget på silikonebryster på Internettet. Ud fra hvad hun på forhånd sagde til mig, om hvilken størrelse hun ville have, så er det præcist de bryster hun har fået. Måske var hun slet ikke klar over, hvad det i virkeligheden var hun ønskede. Desværre er jeg ikke sikker på, at manden med kniven giver ombytningsgaranti på den slags opgaver; det er kun når man køber håndtasker, man får den slags. Det er forbandet ærgerligt for hende, og det gør mig ondt på hendes vegne. Måske er det i virkeligheden her den største fare ved silikonebryster ligger: Alle operationsmodne kvinder går rundt og forventer et perfekt resultat fordi de de betaler for det, og fordi vi bliver stopfodret med utallige udgaver af 'perfekte' silikonebryster i tide og utide. De 'almindelige', og måske endda helt naturlige udgaver, som vel er det typiske sæt silikonebryster, dem ser man aldrig. Det er jo heller ikke kun præmiekøer der render rundt på markerne; men det er dem der får medaljer på dyrskuerne.

Men jeg sidder altså her; parat til start. Det er hedebølge udenfor, så det bliver nok en lang dag uden noget at drikke. Gad vide om de vil putte mig på et drop? Som tidligere nævnt, er nåle bestemt ikke min stærke side, så jeg tørster gerne lidt hvis jeg kan undgå dem. Forresten er klokken lidt i fem. Ude i haven er den mest fantastiske morgen begyndt, og de fede duer futter rundt på den dugvåde græsplæne. Haven er et overflødighedshorn af fuglekvidder og fnidder. Jeg er stået op for en halv time siden; lettet over at natten var overstået. Jeg tror ikke jeg fik sovet mange minutter i nat, men det betyder måske at jeg kan slå dagen i dag ihjel med en lille lur. Jeg føler mig fit for fight.

Hvorfor er det så jeg fortsat synes at min veninde er en røv? I går fortalte hun mig, at hun skal ind på hospitalet i dag klokken 10 og have fjernet sting. Jeg skal være på selvsamme hospital og selvsamme afdeling klokken 10.30, og skulle selv have transporteret mig derind ved hjælp af offentlige transportmidler, som virkelige er lidt af en by i Rusland her hvor vi bor. Jeg tillod mig derfor at spørge min veninde, om jeg eventuelt kunne få et lift. Det kunne jeg ikke! Hvad siger man så? Hun kunne ikke rigtigt forklare hvorfor. Da jeg spurgte hende, om hun ville holde øje med mit hus mens jeg var væk, sagde hun, at det kunne hun slet ikke overkomme. Jeg mente ikke gøre rent, vande planter eller fuge ydermurene, men blot 'kigge efter'. Jeg må have fået tisset på hendes sukkermad på en eller anden måde, eller også er hun bare ualmindeligt dårligt opdraget. Jeg var ved at tude over skuffelse, for hun stod selv og talte om hvordan vi har 'hjulpet' hinanden i det her. Godmorgen min bare røv!

Pyt nu med det, jeg skal pakket mine og ungernes sydfrygter...for ikke at glemme deres nelliker!...og så drager jeg ind til hospitalet. Nu er det tilfældigvis blevet således, at min mand kan køre mig ind på hospitalet. Godt nok lidt tidligere end nødvendigt, men det gør min dag en helt del mere overskuelig, så jeg er glad.