Tillykke!

Det er mine brysters fødselsdag i dag. Ja, nej, gu' er det ej, for man kan jo ikke tillade sig at fejre fødselsdag i tide og utide. Men, det er i dag en måned siden jeg lå på briksen på det fine privathospital og fik bryststativet udbygget.

Hvordan har fødselarerne det så på den store dag?

Det går fint. Jeg er ved at vænne mig til dem, og kan, sådan som mange forudsagde at det ville ske, stort set ikke huske hvordan det var at have en a-skål. De er fortsat lidt ømme, og i grunden også lidt følelsesløse på visse punkter. Ikke meget, og jeg håber da også følelsen fortager sige ... eller rettere sagt; at den vender tilbage.

Apropos følelsen, så var en af mine bekymringer inden operationen hvordan brysterne ville 'føles'. Hvordan silikone ville være at klemme på i forhold til naturlige bryster. Bekymringerne gjaldt naturligvis mest min mand, eftersom det udelukkende - naturligvis! - er ham som får lov til at klemme. Her en måned efter operationen er jeg så nok nødt til at konstatere, at de ikke føles 'helt naturlige'. Jeg kan mærke silikonen, og er sikker på at min mand også kan. De er ikke ubehagelig eller kolde at røre ved, men meget faste. Sikkert som en 17-årigs bryster, og måske er det derfor gemalen ikke brokker sig den mindste smule...

Jeg har været ude på mit første rigtige BH-indkøb. I ved, i sådan en gigantisk undertøjsbutik, hvor man kan få alverdens modeller og størrelser, og hvor de ansatte alle er 17 1/2, bruger tyggegummi og b-skål. Jeg skulle bruge en ordentlig sports-BH, og fordi butikken primært forhandler ubekvemt, men yderst pikant undertøj, havde jeg kun en enkelt model at vælge imellem. Det var den med 'indbygget støddæmper', som manden med kniven havde anbefalet, så det var den helt rigtige model. Til gengæld var det lidt problematisk at finde den rigtige størrelse. Jeg prøvede en 70 DD, og var godt nok blå i hovedet af luftmangel, da jeg hurtigst muligt fik den krænget af igen. Den var alt, alt for lille. Jeg gik derfor op i en 70 E, og den passede meget bedre. Jeg er klar over at formålet med sportbh'er er at holde fast på det som gerne hopper, og helst ikke skal gøre det, mens man dyrker sport. Jeg mente dog bestemt at det ville være en fordel at kunne trække vejret ved egen hjælp, når man var i gang med at udøve disse sportsaktiviteter. Jeg ved derfor ikke helt, om Aminus i dag er en 70 DD eller en 70 E. Som tidligere skrevet, så er størrelsen ikke så vigtig ... men det er selvfølgelig bøvlet at bh'en ikke passer.

Jeg blev fristet at de yndige blondebh'er - som jeg officielt ikke har tilladelse til at gå med endnu - og købte 'to sæt for halv pris'. Det ER virkelig en skøn følelse at købe en flot bh, stå der i det spejlbeklædte prøverum, og så få den fyldt op med barm. Jeg har aldrig kunnet gøre en slags før, og jeg var en glad kunde, da jeg forlod butikken med de tre bh'er i plastikposen.

Jeg tænker tit på, om jeg en dag vil 'glemme' at mine bryster ikke er hjemmelavede. Om jeg en dag vil holde op med at kigge forundret på mit eget spejlbillede, når jeg kommer forbi en butiksrude eller et spejl, og forundres over 'miraklet'. Om nyhedsens interesse vil lægge sig, og det ikke længere vil være spor spændende eller forunderligt, men blive en helt almindelig del af hverdagen. Eller om jeg om 10 år stadig vil sidde her og skribe jubelmails på bloggen, fordi jeg har købt endnu en bh, endnu en bikini eller en gammel t-shirt.