Aminus

mandag, juli 03, 2006

Teeny-weeny, itsy-bitsy....

-Lad os da lige tage til stranden.

Forslaget kom fra min mand, og eftersom vi for øjeblikket har i overkanten af 30 grader, var tanken om en strandtur yderst tillokkende. Da jeg i lynfart skulle pakke badetasken gik det så op for mig at der var et lille problem; et alt for lille problem. Min bikini, som er virkelig god kvalitet og velsiddende, var jo ikke blevet opgraderet siden min operation. Jeg kiggede slukøret på den lille top, og kunne godt se at mine nye torpedoer på ingen måde kunne klemmes ned i den. Jeg måtte altså ud og shoppe i det dejlige varme sommervejr, for til stranden, det skulle vi.

Jeg kørte til den nærmeste Damernes Magasin. Ikke der hvor jeg i sin tid mødtes med andre askåle ud for tilsvarende undertøjshylde, men et mere ordinært, hvor udvalget er grundlæggende forbeholdt bonderøve. Der er ingen a-skåle i den butik. De fleste kvinder er en del større i alle ender og kanter, og går allesammen rundt i mere eller mindre ens joggingsæt eller lidt for stramme t-shirts, alle indkøbt i selvsamme butik. Nå, men det var den hurtigste løsning, og fordi bilen var som en bageovn, ville jeg gerne have badetøjsudflugten overstået så hurtigt som muligt. Forresten har selvsamme butik byens bedste airconditioner. Fordi jeg kender butikken, blev jeg så heller ikke voldsomt overrasket over udvalget af badetøj. Meget store modeller, med meget store blomster. Flot! Der var selvfølgelig også mindre bikinier, men der var ligesom en ufravigelig sammenhæng mellem trussestørrelse og topstørrelse. Kvinder i størrelse 38/40 er i den butik åbentbart altid b-skål, mens man skulle op i en størrelse gevaldig underbuks, hvis jeg skulle have en top som jeg kunne have mine bryster i. Jeg forstår det ikke helt, for selv om mine bryster ikke er hjemmelavede, så kender jeg da flere kvinder med naturlige bryster i en stor størrelse, men som ikke nødvendigvis render rundt med en udbygget ladeport lidt længere nede. De af bikinierne, som jeg kunne så meget som overveje at presse mig selv ned i, var altså derfor hvad jeg ville betegne som 'fruestørrelser'.

For folk som er lidt oppe i årene, og har levet med en barndom fuld af Daells Varehuskataloger, behøver jeg nok ikke uddybe beskrivelsen yderligere.


Jeg blev altså nødt til at vælge mellem hængerøv og tækkeligt dækket barm, eller porno-look-alike med nydelige bikinitrusser. Jeg valgte en lyserød mellemting med små hjerter, og tro mig, det var ikke en bikini jeg under normale omstændigheder ville have valgt. Det var pest eller kolera på bikiniplan. Bikien var sådan en med bindebånd i alle ender og kanter. Jeg har aldrig forstået fidusen, for i mine øjne er det et klart plus at bikinien bliver siddende hvor den sidder under alverdens bølger og koldbøtter i vandet, frem for at den kan pilles af med et enkelt træk i en snor. Skålene var også 'for små', men store nok til at dække de mest udsatte punkter af brystafdelingen. Men som sagt, det var pest eller kolera.


Da jeg ankom på stranden med hele familien havde jeg også denneher grimme fornemmelse af, at bikinien ville gå op og dratte af hvert øjeblik det kunne være, og at den var meget, meget mindre end da jeg prøvede den i prøverummet. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at være topløs, men den slags går slet ikke i mit lokalområde, og forresten har jeg heller aldrig brudt mig om det. Ikke engang med de nye silikonestrutter. Jeg listede derfor meget forsigtigt rundt på stranden. Lidt, som hvis man har fået taget for højhælede sko på, og går med bittesmå skridt af frygt for at vælte. Da jeg så bølgerne slå mod strandkanten kunne jeg med det samme fastslå, at min bikini ikke var skabt til badning. Den ville være forsvundet fra både min og havets overflade, hvis den kom i kontakt med hvilkensomhelst bølge af middelstor størrelse. Bølgerne i går var større end som så. Jeg var umiddelbart skuffet, for jeg elsker at bade. Skuffelsen fortog sig så heldigvis en smule, da jeg fik dyppet tærerne i havet. Gosh, det var godt nok koldt.

Jeg har altså fået konstateret, at store bryster kræver mere besværlig indpakning end små, og at bikinier, som så meget andet, kun kommer i standardstørrelser. Tanken om en barmfager nymfe med lille bagdel er ikke mulig i denne standardverden. Ikke at jeg nødvendigvis tilhører denne del af størrelsesskalaen. Min bagdel er ikke bestemt ikke lille, men åbentbart for lille til at sidde forneden af en DD. Jeg vil gerne klage!

Jeg er klar over, at jeg ikke frekventerede verdens mest velassorterede badetøjsafdeling, og at det nok vil hjælpe hvis jeg kører ind til byen. Så det gør jeg næste gang, og håber min følelse af at være lettere 'deform' så vil fortage sig.

Hvis nogen i mellemtiden skulle være interesseret i at overtage en lyserød bikini med smarte bindebånd, og yndige hjerter, så sig endelig til. Trussen er størrelse kæmperøv, og toppen en god b-skål. Den er kun en ganske lillebitte smule brugt.