Aminus

tirsdag, september 05, 2006

Brysterne holder fridag

Selv om mine silikonebryster ikke helt kan sidestilles med en bh med indlæg, så kan det faktisk godt lade sig gøre, at sætte dem lidt på vågeblus. Altså, jeg kan selvfølgelig ikke knappe dem af, som med en bh, men jeg kan tildele dem mindre opmærksomhed, hvis jeg nu ikke lige gider dem.

Eller som i dag, hvor jeg rent faktisk syntes de trængte til en fridag. De sidste par uger har de stakkels to størrelser været travlt ophængt i en af de mere stramtandede brystbeholdere, som på det nærmeste har givet vabler i ophænget. Den bløde og behagelige bh havde sneget sig ned i bunden af vasketøjskurven, og med sommerferie og 'gider-ikke-en-skid', har det været så som så med daglig fransk vask og strygning. Der var altså kun de toptunede modeller at vælge imellem i undertøjsskuffen, og den slags kan godt blive lidt for besnærende i længden. Det lyder måske som en bedre vittighed, men på mine mere aktive dage, så giver de skide bøjle-skub-dem-op-under-hagen-bh'er altså vabler. I dag besluttede babbedutterne og jeg derfor, at det var på tide med en fridag.

Nul bh!

I stedet iførte jeg mig en undertrøje med sådan et støttende busteophæng. Aner ikke hvad den slags kaldes på fint dansk, men jeg plejer at kalde det for en indbygget tagrende på vrangen, som man lige kan hægte brysterne op i. Det er ikke den totale støtte og spændetrøjefastspænding, men det føles rart og blødt, og de bliver holdt rimeligt på plads. Det var lige hvad vi trængte til i dag, alle tre, så sådan blev det.

Når man render rundt med sådan et par befriede hængepatter i en udrangeret t-shirt, er der ikke en kat som ville drømme om, at der er tale om silikonelunger.

Hvem ville vel betale en formue for at lade sit brystparti udstoppe, for så blot at lade det hænge og daske i den mondering????

Silikonebryster i forklædning. Man føler sig næsten som en hemmelig agent ... men også kun næsten.