Man kan vænne sig til så meget

Tænk, det er lige gået op for mig, at jeg har glemt brysternes 2. fødselsdag: I lørdags var det 2 måneder siden jeg fik dem.

De er ved være 'faldet til', som manden med kniven siger, selv om han nok mener noget andet med at 'falde'. Jeg er ved at vænne mig til dem, og synes faktisk de er helt rare at have hængende. De bliver tydeligvis aldrig den helt store euforiserende oplevelse af ekstra opmærksomhed og ekstreme udvidelser af sexlivet, som det af og til bliver påstået i de kulørte blade .... hvis man da ellers læser den slags ..... men selvsikkerheden og det personlige velværd er altså blevet øget.

Ikke at jeg går rundt og føler mig hævet over alle andre på grund af mit brystparti, men jeg har ikke længere den stikkende smerte af mindreværd og misundelse, når jeg ser et par 'gode bryster'. Jeg føler mig god nok, også selv om der findes masser af bryster som er kønnere end det sæt jeg render rundt med. Jeg glemmer naturligvis aldrig hvad mine bryster er lavet af, eller hvor de kommer fra, men jeg tror som også nok jeg er ved at vænne mig til den del af dem. Det gør mig ikke så meget at jeg har 'silikonepatter'. Det var jo den eneste mulighed jeg havde for at få de større bryster som jeg havde brug for, men som naturen ikke havde udstyret mig med på forhånd..

Det føles absolut ikke som om de 'altid har været der', men jeg synes bestemt det mirakuløse døgn på sygehuset burde ligge mere end 2 måneder tilbage i tiden.