Janteloven ...eller jadeloven...længe leve!

Vi er lige kommet tilbage fra sommerferie i Danmark. Os allesammen; både hunden og de nye bryster var med. Hunden skulle godt nok vaccineres på forhånd, men brysterne kom uden videre med over grænsen. De skulle ikke engang indføres i passet.

Jeg havde jo et eller andet sted set frem til at præsentere udbygningen til min danske familie, og havde vel nok også forventet noget nær et jubelkor af begejstring, a la det Dronning Magrethe får hvert år på sin fødselsdag. Min familie er nemlig en meget åben og vi-taler-om-hvad-som-helst størrelse, så jeg var parat til kommentarer af enhver art, og de kloge og knapt så kloge spørgsmål. En del af familien var på forhånd blevet underrettet om min operation, mens andre ikke havde fået nyheden; jeg gik ud fra at de ville blive glædeligt overraskede. For ikke at virke alt for silikoneagtig, og i hvert fald ikke gøre mig selv til en blærerøv, iførte jeg mig min nye sportsbh til det første familiemøde. Bh'en har den fordel, at den presser silikonemassen, og det der engang var mine små bryster, sammen til to mindre spejlæg. Som tidligere skrevet, er det for at holde en sportsudøvende barm i ro, men det får dem altså også til at se mindre ud. Endda selv om det skålmæssigt set er min størtse bh i samlingen. Jeg gik ud fra at den ville være mere passende til det jantelovshærgede Dannevang, end en af mine mere frembusende brystbeholdere.

Dagen for den første sammenkomst oprandt, og det var ligefør jeg fnisede af forventning, da jeg mødte det første familiehold. De sagde pænt goddag, knus, og 'hvor var de dog allesammen blevet store' ... børnene altså. Hunden fik et klap, men ikke et ord om brysterne. Jeg forstod ingenting, men gik ud fra at det var min sportsbh som måske var en anelse FOR effektiv. Næste dag blev den derfor skiftet ud med en af blærerøvsmodellerne. Stadig ingen kommentarer. Ikke engang fra den del af familien som VIDSTE at jeg var blevet opereret. Jeg kunne se at der blev kigget, men ingen kommentarer. Hmmm!

Jeg ved ikke helt om jeg er skuffet eller ligeglad, eller irriteret over danskernes 'du-skal-sgu-ikke-tro-du-er-noget'. De havde ikke behøvet rose mit brystparti til skyerne, men de kunne da i det mindste spørge hvordan jeg havde det. Om jeg var glad for dem, eller om det måske gjorde ondt. Sådan lidt almen venlig interesse for mit ve og vel. Havde jeg farvet håret i en ny farve, eller købt et par briller, ville de vel heller ikke bare have ignoreret det. Jeg er klar over, at jeg nok går mere op brysterne end gennemsnittet af resten af verden, og at jeg måske stadig fokuserer for meget på dem, men helt ærligt. Det kan selvfølgelig være de har overset den lille ændring, men de plejer ellers at være gode nok til at kommentere hvis man har taget på i vægt, eller fået flere grå hår og rynker, så den køber jeg nok ikke.

Nå, men hjemme igen var manden, ungerne og jeg blevet inviteret til et punk party. Hamrende jovt, og vi klædte os ud efter alle kunstens regler. Jeg klemte mig selv ned i et par hullede netstrømper, gummisko, der så ud som om de havde levet i punktiden, miniskørt, og så en sort blondeundertrøje af en slags. Håret var naturligvis dullet op i skyhøje højder, og læbestiften, neglelakken og øjnene sorte som tjære. Blondeundertrøjen var naturligvis et kapiltel for sig. Jeg var lidt udringet - det skete i punkåndens navn!!! - men der var jo ligesom også en del af den unge fortid som skulle indhentes. Min veninde som holdt festen dukkede op da vi ankom. Hun skreg af grin da hun så mig, og så kiggede hun i udskæringen. - Wauwww! De er jo vildt fantastiske. Nejj! Det er da helt genialt. Hold da op, hvor ser det godt ud. Så fik jeg et kæmpe knus, og vi grinede højt.

Det kalder jeg opmærksomhed. Mindre kunne nok have gjort det, men jeg var glad for både hendes grin og hendes knus.