Aminus

mandag, maj 08, 2006

Alvoren har gjort sit indtog

Så er regningerne for min kommende operation begyndt at dukke op. Uarrk! Det er i en noget anden kategori end dem man normalt får fra sundhedsvæsenet....ja, selv dem fra tandlægen: 3000 kr for bedøvelsen, 500 kroner for billeder af før og efter, 30.000 for selve operationen og de famøse silikoneklumper. Det er godt nok mange penge, og selvfølgelig kommer der en lille tvivl snigende, om det nu også er DET værd. På den anden side har jeg ønsket det her så længe, og sparet og lånt mig vej frem til min beslutning. Jeg skal blot minde mig selv om tårerne i omklædningsrummene, eller se mig selv nøgen i spejlet, så husker jeg hvorfor det ER hver en krone værd. Fordi jeg forsøger at bevare operationen som en hemmlighed, er der ikke mange at dele eventuelle bekymringer med. Jeg har en enkelt veninde som ved det, men hun gider jo ikke at høre om det hver gang vi ses. Min mand ved det naturligvis også, men hans interesse kan vist ligge på et meget lille sted...måske i en af mine nuværende bh'er? Jo, han synes nok det er spændende, men forstår vist ikke helt det følelsesmæssige aspekt i alt det her. -Det er vel ikke værre end at gå til tandlægen, sagde han for sjov så sent som i dag. Nu hvor det er ved at være lige-ved-og-næsten, kan jeg derfor godt føle mig en smule ensom. Det kunne have været rart at have andre ligesindede at dele sine tanker med, men det har jeg altså ikke.