Journal for brystimplantise

Pheww! Det var godt nok en hård aften i går. Jeg havde i den grad løbet for stærkt hele dagen, glemt at spise aftensmad og smertestillende, og måtte til sidst gå i seng med feber og kulderystelser. Det hjalp at knappe bh'en af .... selv om jeg officielt skal have den på 24 timer i døgnet de næste to uger!... og hvor var det dog dejligt at sove i min egen seng igen.

Dagen for operationen begyndte som et rent marerridt. Udover, at jeg ikke havde sovet om natten, blev det også rent morgenkaos da resten af familien stod op. Jeg pakkede tasker til børn, lavede morgenmad, gjorde mig selv klar, og prøvede at virke helt rolig og afslappet, selv om jeg havde mest lyst til at skrige efter dem allesammen. Min mand skulle jo også afsted, og det gjorde kun ondt værre. Han havde en masse småting han lige skulle have ordnet, og det irriterede mig grusomt. Tiden skred derfor frem med uanet hastighed, og pludselig skulle jeg afsted. Der blev ikke tid til at køre mig ind på hospitalet alligevel, så jeg blev i stedet sat af på den nærmeste busholdeplads udenfor byen, og kunne så selv finde vejen derind. Det gør mig ikke noget, at jeg skulle klare mig selv, men det gjorde mig noget, da det tog halvanden time at komme derind med bussen, og jeg derfor var en halv time forsinket. Mit blodtryk var en anelse højt da jeg nåede frem, men personalet var søde og flinke; Jeg havde jo altså også betalt for gildet.

Manden med kniven dukkede op så snart jeg var kommet ind på mit værelse. Han skulle udfylde formularen for hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig, og jeg skulle skrive under på, at jeg var enig. Jeg understregede, at jeg for alt i verden ikke ville vågne op med 'for små' bryster. Han bad mig slappe helt af, og lovede at de nok skulle blive 'gode', og at han var helt klar over hvad det var jeg ville have. Det undrede mig en smule, for jeg tror i grunden ikke jeg selv havde været helt klar over det. Han viste mig også mine 'før-billeder', og de var godt nok stygge. Det var første gang jeg havde set mine bryster i fotoformat. Jeg må indrømme, at jeg har gået rundt og troet at de var pænere, end de var der på billedet. Fotogalleriet fik mig altså ikke ligefrem til at ændre min beslutning om at blive opereret. Manden med kniven sagde, at han glædede sig til at se mig senere, og selv jeg godt vidste at han primært glædede sig til at sætte skalpellen i endnu en opgave, var det alligevel betryggende med hans interesse.

Dagen uden mad og drikke blev lige så lang som ventet. Heldigvis var jeg træt, så jeg slumrede lidt, men ellers skete der ikke det store. Jeg ser normalt aldrig tv i dagtimerne, men fik, om ikke andet, lært, at jeg ikke skal se det som et tab. Sikken dog en gevaldig omgang snot man lukker ud til tvseere mellem klokken 13 og 17. I løbet af dagen kiggede sygeplejerskerne forbi med blodtryksmålingsapparater og den slags aparatur. Jeg tror jeg fortalte dem 300 gange hvad jeg hed og hvornår jeg var født, og at jeg hverken havde allergier eller andre sygdomme, som kunne have indflydelse på operationens udfald. Narkoselægen dukkede op ved 16.30-tiden. Han var mægtig flink og sagde, at jeg ikke skulle være bekymret, og at de ville komme og hente mig om en halv time. Så blev jeg først bekymret, og pulsen røg godt nok i vejret. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at se tv eller høre radio, men prøvede at gætte en kryds og tværs. En skandinavisk grøntsag på 5 bogstaver. Jeg anede ikke hvad det var, og det irriterede mig. Prøvede også Suduko, men aner i grunden ikke hvad det går ud på. Så dukkede narkoselægen og narkosesygeplejersken op. De trillede mig afsted i sengen, og min puls slog hurtigere og hurtigere. 3 etager op. Både pulsen og sengen. Der er noget ydmygende i at blive kørt afsted i sådan en hospitalsseng, når man er ved sine fulde fem, og lige så godt kunne have gået. Jeg måtte ikke engang selv hoppe over på operationsbriksen, men skulle bæres. Jeg havde forventet at manden med kniven ville have været der, men det var han slet ikke. Narkoseholdet stak nålen ind i min arm. En anden sygeplejerske snakkede min opmærksomhed væk fra nålen, mens hun gav mig en pulsmålerklemme på fingeren. Narkoseholdet begyndte at brokke sig over at droppet ikke virkede. Jeg var lige ved at blive bekymret, men blev så stille og roligt sløvere, sløvere og sløvere...

Tre sekunder senere var jeg i opvågningsrummet. En sygeplejerske stod bøjet ind over mig. Jeg hedder Inger, sagde hun med en kraftig svansk accent. Jeg blev vildt glad over at have en svensker stående, og spurgte straks om hun kendte en skandinavisk grøntsag på 5 bogstaver. Det gjorde hun ikke. Jeg begyndte at snakke svensk til hende, og narkoselægen troede vist jeg var skør. Så kom jeg i tanke om hvorfor jeg var der, og fik kigget ned i halsudskæringen på operatinsskjorten. Der var de så, de to nye bryster. De virkede ikke voldsomt store, men jeg var lidt ligeglad. Måske fordi jeg havde fået en god dosis morfin. Jeg havde det daajjjligt Jeg faldt vist i søvn igen, og så kørte de mig op på stuen. Her lå jeg så og ventede på at få noget mad. Jeg havde jo været fastende siden klokken 9 om morgenen, så jeg var godt nok sulten og tørstig. Sygeplejerskerne kom ind og målte blodtryk, og forklarede at jeg havde drop og dræn, og derfor ikke måtte stå ud af sengen. De gav mig lige en mundfuld vand, så jeg kunne teste om jeg kunne tåle at drikke. En veninde ringede og spurgte hvordan jeg havde det, og mens jeg talte med hende forduftede sygeplejerskerne. Kanden med vand havde de sat på et bord for enden af sengen. Jeg måtte altså samle mine ledninger og slanger omkring mig, og kravle ned i den anden ende af sengen hver gang jeg ville have noget at drikke. Lidt irriterende. Mad fik jeg ikke noget af, ligesom jeg heller ikke blev tilbudt at få vasket ansigtet eller børste tænder inden jeg lagde mig til at sove. Ikke den bedste service, og jeg var vågen af sult en god del af natten.

Næste morgen lå jeg fortsat med dræn og drop. Der kom morgenmad, og de tre tørre stykker toast var en ren velsignelse. Manden med kńiven kom forbi. Han var meget glad for resultatet, kunne jeg se. Måske fordi jeg var så glad. Han sagde at jeg sagtens kunne få de to dræn taget ud, og så smutte hjem. Han ville se mig igen om lidt over en uge, når stingene skulle tages ud. På en eller anden måde må jeg være blevet til et 'særtilfælde', men jeg ved ikke helt hvorfor. Beklageligvis gik der over en time før mine dræn blev taget ud. Det var en sygeplejestuderende som fik æren, og hold kæft hvor var hun dårlig til det. Det gjorde SÅ ondt, så jeg lå og sprællede i sengen. Resten af formiddagn gik med yderligere venten på det ene og det andet, og også på at få tilladelse til at tage en taxa hjem. Den slags tillod sygehuset normalt ikke. Jeg forklarede, at jeg jo ikke havde en mand til at gøre det, og at mine venner heller ikke kunne; de passede jo mine børn. Jeg fik endelig oversygeplejerskens velsignelse, og hun ringede efter en af sine personlige taxavenner, byens dyreste!

Sidste store opgave inden jeg skulle hjem var at prøve den særindkæbte bh: c-skålen. Jeg var nær væltet bagover ... eller rettere sagt 'forover'...da jeg stod ude på badeværelset og så mine bryster i spejlet. På grund af hævelsen efter operationen var de blevet koloenormt store. Jeg blev næsten helt forskrækket, og var et øjeblik bange for at det var for meget af det gode. Jeg fik med besvær knappet min c-skål på, og så var det tid at køre hjem.

Ungerne var glade for at se mig, men ligeglade med brysterne. Det er sikkert godt nok, for så bliver det hurtigere en 'naturlig del' af tilværelsen. De spurgte lidt til hvordan de var blevet lavet størrere, men ellers ikke noget.

Da jeg lå i min seng i aftes, smadret efter dagens dont og med en lettere feber, blev jeg pæudselig en lillebitte smule i tvivl. Havde jeg mon gjort det rigtige? Var de blevet FOR store? Kunne man leve et normalt liv med sådan et par junger foran? Var det ikke lettere med de små bryster, som jeg kunne løbe med, ligge på siden, på maven, stå på hovedet med, uden at de kom i vejen? Jeg var meget træt, og med de smertestillende i maven faldt jeg hurtigt i søvn. Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke at miraklet var sket. De gigantiske lunger fra aftenen i forvejen var blevet mindre. Ikke små, bare mindre, præcist som jeg gerne vil have dem.

Så der er jeg nu. Det virker næsten 'for nemt', når man tænker på alle de skrupler, spekulationer, tudeture, deprimerede timer og anfald af mindreværdskompleks jeg har været igennem. Jeg har ikke ret ondt i brysterne. Jeg føler ikke de 'sidder i vejen', men at de et eller andet sted altid har været der. Det har de jo også; i min fantasi. Nu er de så kommet udenpå, og det er jeg godt nok superglad for.