Verdens modigste kvinde

En af mine gode veninder bliver opereret, og det er ikke en simpel kometisk operation som min. Min veninde får foretaget en af de hersens fedmeoperationer, hvor der bliver flyttet rundt på størrelsen af tarmsystemet, så hun ikke længere kan spise helt så meget. Hun HAR forklaret mig hvad det er lægerne skal gøre ved hende, men jeg kan stadig ikke helt forstå princippet. Hvad jeg derimod kan forstå er, at det er en i den grad livsændrende operation, som hun har været nødt til at kaste sig ud i, fordi hendes overvægt efterhånden er blevet så alvorlig, så den truer hendes helbred. Hun er en klog kvinde i sin bedste alder, og har en dejlig lille unge, så jeg forstår godt at hun vil have helbredet banket på plads. Jeg synes min veninde er noget nær jordens mest modige menneske, men er samtidig hulens bekymret for hende.

Det som så også nager mig, når jeg snakker med veninden om hendes operation, er at jeg ikke har fortalt hende om min operation. Jeg skammer mig lidt over at skulle igennem sådan en kosmetisk detalje, og at jeg endda piver lidt over de problemer det giver mig, når hun med oprejst pande og smil på læben kaster sig ud i sin langt alvorligere omgang. Hvis jeg ikke bryder mig om mine nye bryster, kan jeg jo altid få dem fjernet igen. Hvis min veninde ikke er tilfreds med sit nye tarmsystem, er hun altså nødt til at leve med det resten af sit liv. Hendes operation går i gang om noget nær 1/2 time, og jeg har helt ondt i maven af bekymring. På den anden side ved jeg også, at hun glæder sig til 'sit nye liv', og jeg beder til at det må blive alt det hun har drømt om.

Fredag i dag, lørdag i morgen, søndag i overmorgen, og så er det min tur. Jeg føler mig fortsat lidt alene i verden, fordi jeg skal tage alene ind på hospitalet, ikke får besøg mens jeg er der, og så i øvrigt tager en taxa hjem til et tomt hus dagen efter. Det havde været rart med 'nogen' til at forkæle lidt, men jeg klarer den jo nok.