Søstersolidaritet

Min søde veninde fra Færøerne har hørt om min operation, og har givet mig stof til eftertanke. Hun er selv en lille a-skål, så hun ved hvad jeg taler om, fortæller hun. Først er jeg naturligvis glad for at have en lidelsesfælle, og pludselig går det så op for mig, at jeg med en struttende c-skål ikke længere har lov til at være med i klubben af småbrystede kvinder. Tænk, det er jeg faktisk ked af.

I alle de år hvor jeg har rendt rundt med mine små bh-er, hvis jeg overhovedet havde bh på, har jeg altid følt en form for søstersolidaritet, når jeg har mødt en kvinde med små bryster. Jeg har nok altid foretrukket at dele hotelværelse med den småbarmede frem for en storbarmet, hvis jeg stod foran en mig på forhånd komplet ukendt flok af kvinder. Jeg har været lykkelig, hvis jeg mødte en lidelsesfælle ud for a-hylden i undertøjsafdelingen i Damernes Magasin, og er ofte faldet i snak med pågældende. Jeg har følt mig stærkere, når jeg har talt med disse lidelsesfæller. På en eller anden måde har de små bryster ikke været helt så stort et problem, hvis jeg har kunnet stå og grine over min a-skål med en vildfremmed, som tilfældigvis har været helt klar over hvad jeg tænkte og følte. Fællesskabet er forresten på internationalt plan. Jeg har konstareret at kvinder i New Zealand, Kina, Bulgarien, Tyskland, England, Danmark, USA og Tjekkiet har præcist de samme problemer i den forbindelse. Unge som gamle. Det kan da ikke være helt tilfældigt.

Storbarmede kvinder kan af gode grunde ikke helt sætte sig ind i den slags. Jeg er ked af at sige det piger, men det kan I altså ikke. I ved muligvis hvad det vil sige at have bryster som ikke er pæne nok, ikke lever op til jeres ønsker og den slags, men I kan ikke være med i klubben af småbrystede. Nu betyder det så ikke, at jeg ikke bryder mig om kvinder med store bryster. Jeg er for så vidt bedøvende ligeglad med hvad størrelse mine veninder er, og jeg har da også beklaget mig højlydt til både de storbarmede og småbrystede over min sølle barm. Der har i mine øjne altså bare altid eksisteret en eller anden form for uforklarligt fællesskab mellem mig og andre kvinder med a-skåle. Sikkert som vi mennesker på alle andre måder kan lide at sammenligne os med andre, og finde fællestræk. Der er selvfølgelig også fælleskab mellem folk som holder af de samme bøger, vegetarer, og folk fra Svendborg, som mødes på Costa Brava for første gang. Jeg synes alligevel at brystfællesskabet er noget særligt. Måske fordi det ofte kan ses på lang afstand; inden man er begyndt at kommunikere verbalt. Måske fordi jeg har levet med det i så mange år, og forresten aldrig har været på Costa Brava.

Det korte af det lange er, at jeg i fremtiden nok får svært ved at tage del i det fællesskab. Jeg vil for det første ikke være at finde ud for a-hylden i Damernes Magasin, og de andre a-skåle vil nok heller ikke spotte mig som en ex-a, og af den grund lukke mig ind i klubben. Underligt i grunden. Som jeg skrev inden operationen, så tror jeg altid at jeg i mit hoved vil være småbrystet - ved godt det ikke hedder sådan, men jeg bryder mig ikke om fladbarmet eller det der er værre! - og det er både godt og ondt. Skal jeg nu leve med en identitetskrise, hvor jeg som en anden gøgeunge prøver at mænge mig med de forkerte, fordi jeg i virkeligheden render rundt i lånte fjer? Uha, det lyder mere indviklet end jeg har lyst til at tænke på.