Smil til fotografen

Så er mine små babbedutter blevet foreviget på film...eller i hvert fald lagt på en diskette til min mappe til hospitalet. Kirurgen skal have dem at kigge på, når han går i gang. Det er for at se ens oprindelige brystparti i 'naturlig stilling', og ikke det udflydende par man sikkert har, når man ligger der og snuer på briksen.

Billederne blev taget i går eftermiddags, og det forløb absolut smertefrit. Det var nu en mærkelig fornemmelse, at stå der i trusser og ellers ingenting, mens en dame knipsede løs. Selv om jeg havde taget de smarteste trusser i skuffen på den morgen, måtte jeg lige rette en forvildet mærkat ind under elastikken. -Du vil hade de billeder for altid, hvis der sidder sådan et mærkat og stritter, forklarede kvinden med kameraet. Som om jeg havde tænkt mig at hænge mine 'førbilleder' op på væggen en dag.

Det var en kanonsød kvinde som tog billederne. Hun var det første menneske jeg har mødt i denneher procedure, som gav sig tid til at fortælle mig om den følelsesmæssige side af sagen. Manden som skal føre kniven var yderst proffesionel og kontant, men gik mest op i hvor meget silikone han skal pumpe ind, og hvordan det vil virke i en skæv barm som min. Hans sekretær, som har taget sig af udskrivning af regninger og bestilling af tid på hospitalet, har også virket meget forretningsmæssig, og ville ikke svare på spørgsmål omkring operationen. Fotodamen var til gengæld sød og positiv, og selv om hun 'kun' var sygeplejerske - eller måske netop derfor! - gav hun sig tid til at fortælle mig om de brystopererede kvinder hun møder via sit arbejde, og hvordan de har haft det efter operationen. Ifølge fotodamen er eftervirkningerne ikke nær så slemme som jeg havde frygtet, og de kvinder som kommer ind til 'efterbilleder', er altid spudlende glade for deres større bryster. Jeg var glad da jeg gik fra fotografen.