Aminus

tirsdag, juni 06, 2006

Lille spejl på væggen der....

Så står man der foran spejlet. Der er mindre end en uge - wauwwww! - til min operation, så jeg har opbygget sådan en eller anden 'forventningens glæde selvtillid'. Jeg har sltså lært mig selv at ignorere de lidt for små bryster, fordi de nu er blevet til et midlertidigt problem. Jeg kan ligesom se en ende på deres størrelsesproblem.

Nå, men i hvert fald stod jeg her til morgen og spejlede mig selv i fuld og bar figur, da jeg trådte ud af bruseren. Det duggede lidt, spejlet, men efterhånden begyndte spejlbilledet at stå tydeligere frem. Det var om en ren åbenbaring, eller retteresagt en rædselsåbenbaring. Pludselig kunne jeg godt se, at det jo ikke kun er mine bryster som ikke er helt i fotomodelformat. Der er både flæsk i overskud, og et maveskind som godt kunne trænge til en opstrammer. Der er ben som ikke er så faste som de var, hud som ser generelt træt ud, og slappe overarme. Arrrj, de ser godt nok ikke alt for yndefulde ud.

Problemet er, at jeg selvfølgelig bliver ældre...hvilket jo for så vidt er heldigt nok. Fordi jeg har været så focuseret på min operation, og et par enkle andre elementer i tilværelsen, har jeg ligesom glemt at holde kroppen ved lige. Jeg plejede at dyrke en god sjat motion, løbetræne og alt det der, men da opmærksomheden blev rettet mod operationen, opgav jeg lidt vedligeholdelsen. Mest fordi jeg med udsigten til operationen var overbevist om, at de nye bryster naturligvis i samme åndedrag ville rette op på de andre småskavanker. I spejlet i morges kunne jeg så pludselig gennemskue, at der nok skal andre midler til. Altså ikke nødvendigvis mere kirurgi, med mindre jeg vinder i Lotto, men en god træning af den ældede krop. Det gør ikke noget, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, som udsigten til operationen har givet mig rosenrøde briller på, så jeg glemte og overså, at jeg ikke har en 23-årigs krop længere. Jeg har et fint forhold til min krop, som jeg jo kender til hudløshed, men hastigheden af ældningen kom alligevel som en overraskelse.

Pyt nu med det! Det er sommer, og jeg skal nok få strammet den op hist og her. Sådan lidt nødtørftigt, og så må de nye bryster altså klare resten af arbejdet....