Klokken er 18.00

...det er søndag aften, og jeg har stadig ikke en babysitter til i morgen og på tirsdag. Spørg lige om vejrtrækningen på nuværende tidspunkt er en smule anstrengt. Kald mig forresten gerne en uansvarlig mor og uorganiseret gimpe; jeg føler mig som sådan.

Tag lige den telefon!

Så trækker vi lige vejret heeeelt roligt. Min veninde, ikke røven, men hende som lovede at passe de ældste af mine børn mens jeg er på sygehuset, er forsvundet fra jordens overflade. Hun har været på ferie i tre uger, og i sidste uge, hvor hun var hjemme, kunne jeg ikke ringe hende op. Telefonnummeret virkede ikke. Det gør det nu, men hun tager ikke telefonen. Jeg kørte ud til hendes hus i dag, og kunne se på de åbne vinduer og kaninburene i haven, at de er hjemme...altså i landet. De var ikke hjemme i huset, da jeg stod der og hamrede fortvivlet på døren. Jeg tager det roligt...lidt endnu. Det er I MORGEN jeg skal ind og opereres, og jeg får godt nok et hysterisk anfald, hvis hun har glemt at hun skulle passe mine unger. Jeg har en plan B, men jeg begynder ikke at sætte den i værk før om et par timer eller sån'. Det kan jo være hun er helt klar på at børnene kommer, men at hun tager det i den rolige og afslappede ånd, som det skal tages. Det er sikkert bare mig som er lidt følsomt anlagt i dag.

Nøjs, hvor er jeg godt nok også nervøs. Jeg vågnede op med hjertebanken i morges. Bange for i morgen. Nej, nok snarere en blanding af spænding og og rædsel; lidt som når man venter på at rulle ned ad den stejleste bakke, eller slå halvanden saltemotale, i verdens vildeste rutschebane. Forventningen om det uventede har vist altid fascineret menneskeheden, selv om man lige inden gerningsøjeblikket ofte spørger sig selv, hvorfor det nu lige var man fik den ide at køre med rutschebanen, springe ud med faldskærmen, kælke ned at den sorte piste eller...få sine bryster opereret større. Jo, jeg ved godt HVORFOR jeg gør det, jeg kan bare nok ikke lige huske hvor det nu var jeg fik modet fra. Kildrende isklumper i maven. Om 24 timer er jeg sikkert ved at dø af sult og nervøsitet, og om 28 timer vågner jeg så ...håber jeg da!... op med de nye pamfletter.

Jeg trænger godt nok til en stor stærk hånd at holde fast i, men håber at sygeplejerskernes små, blide hænder kan bruges i stedet.

Lige nu er det dog fortsat ungernes pasning som har højeste priritering på hysteriskalaen. Ikke mig. Jeg ved ikke om jeg når at skrive mere inden den store dag. Måske et sidste pip i nattens mulm og mørke, når jeg i aften ligger og ikke kan falde i søvn. Hvis ikke, så er jeg helt sikkert tilbage på tirsdag, som den samme Aminus...bare med lidt større bryster.