Dønninger i svømmehalen

En af de ting jeg så frem til inden min operation, var det at kunne fylde lidt kurver i min badedragt. Kombinationen af et stramtsiddende nylonhylster og en a-skål uden bh-opbakning, var nemlig ensbetydende med den berømte strygebrædtmodel. Ikke at det generede mig voldsomt, man svømmer enormt hurtigt med den facon, men jeg var ofte misundelig på alle de kurvede badedragter jeg normalt var omgivet af. Faktisk synes jeg at badedragter er den form for påklædning, som præsenterer kurvede kvinders kroppe på den bedste måde. Kurverne bliver fremhævet, mens folder, rynker og strækmærker bliver dækket af nylonhuden. Store, tykke kvinder ser godt ud i badedragt, synes jeg.

Forleden skulle min datter til svømning, og eftersom jeg skal være med i bassinet og støtte hende, blev det altså min verdenspræmiere som barmfager badenymfe. Vi var sent på den, så jeg krængede badedragten på i løbet af 4 skunder, greb min omklædte datter, og strøg ind i svømmehallen i fuld galop. Jeg var nær hoppet tilbage i omklædningsrummet. Åhhhh, hvor mine bryster gyngede og svuppede, nu de ikke havde støtten fra deres sports-ringbrynje. Jeg ved naturligvis ikke om alle de andre mødre på holdet tidligere har bidt mærke i mit manglende brystparti, men jeg havde bestemt en følelse af, at de undrede sig over den nu skvulpende forpart. Det var bestemt en uvant følelse. Jeg sneg mig langs bassinkanten, og havde den største lyst til at sætte en hånd op og stoppe de uregerlige bryster. Oplevelsen blev naturligvis ikke bedre af, at jeg pga. de nye sting og plastrene helst ikke skulle dyppe overkroppen for meget i poolen, så jeg gik rundt i vandet, rank, som en anden tinsoldat. Alle de andre forældre lå nede i vandoverfladen og plaskede med deres børn. Svømmelæren var irriteret over at jeg ikke dyppede mig, så hun kommanderede os til at hoppe 10-20-30 med ungerne, og understregede at alle voksne skulle gå helt under vandet. Heldigvis var der en af de mere forfængelig mødre, som nægtede at dykke på grund af sit hår, så jeg forblev standhaftig sammen med hende.

I omklædningsrummet efter svømmetimen studerede min datter mine bryster. Hun er en meget kontant ung dame, og selv om hun var bekymret over plastrene, var der ikke megen medlidenhed at hente.

-Skal man have sådan nogle babbedutter opereret ind? spurgte hun med lettere væmmelse.

Jeg forklarede, at man slet ikke behøvede den slags, og at små bryster var lige så fine som store. Bryster skulle hun nok få under alle omstændigheder.

-Jamen, så tror jeg altså bare jeg vil have mine egne bryster, blev hendes konklusion.

Vi snakkede også om, at bryster jo dybest set er der for at lave mælk til babyer, og det har mine to små jo altså været fremragende til. Det fik jeg også lige forklaret hende. Hun ville så vide, hvorfor jeg dog ikke havde fået lavet nogle bryster med mælk i, når de alligevel skulle skæres i. Det synes hun ville være enormt smart. Min datter var i øvrigt overbevist om, at hun nok skulle få nogle bryster som var lidt større end mine små, ja faktisk større end mine silikonebryster, og så var der jo slet ikke nogle problemer. Det kunne jeg jo kun give hende ret i. Min datter er forresten fire år.