Gode veninder er guld værd

så var det slet ikke så galt endda. Jeg tog mod til mig, og spurgte en god veninde om hun kendte en babysitter, som kunne kigge efter ungerne den nat jeg skal være indlagt. Hun ville naturligvis vide hvorfor jeg skulle på sygehuset, og blev lutter smil da jeg fortalte hende hvorfor. Hun syntes det var helt genialt; måske fordi hun selv render rundt med noget nær jordens mest perfekte bryster. Hvor var det dejligt befriende. Hendes holdning, altså. Ikke brysterne! Forresten vil hun gerne passe mine unger. Hun anede ikke at jeg havde små bryster, sagde hun. Hun mente heller ikke der var en kat som ville lægge mærke til at jeg dukker op med større bryster, især ikke hvis jeg gemte dem lidt ad vejen til at begynde med. Det er i grunden lidt spøjst, at jeg har gået rundt og troet at alle andre havde lagt mærke til den flade forpart, og så er den måske blevet forbigået i absolut manglende opmærksomhed. Måske fordi jeg aldrig har udstillet de to små på voldsom vis, men som regel har gemt dem bag store. løstsiddende trøjer. Ikke at det gør så meget, for det er jo altså et skridt jeg tager for MIG og MIN skyld, og ikke for mine omgivelsers.

I morgen er der tre uger til min operation...