Aminus

torsdag, juni 22, 2006

Et sting af glæde

Jeg var tilbage på hospitalet for at få fjernet mine sting i dag, og så havde manden med kniven også bedt om at se mig.

Han er en underlig mand, eller også er det bare mig som har været ekstremt anspændt hver gang jeg har mødt ham, for jeg tydeligvis problemer med at se ham for mig. Jeg er overbevist om, at han er enten en mester i at forklæde sig, eller også skifter han ham som et andet krybdyr. Første gang jeg så ham var han en lille tyk mand i kedeligt jakkesæt. Næste gang var på selv dagen for min operation, hvor han lige skulle tjekke patienten og udfylde formularer inden han gik i krig. Den dag lignede han Jerry Springer, og var både højere og tyndere, end jeg havde huskede ham fra første gang. Jeg havde nær ikke genkendt ham da han kom ind på stuen. Jeg var overbevist om, at han havde krøller, og var iført lilla tøj. Sikkert operationsudstyret. Måske havde han en også operationshathat på, og det var der jeg fik ideen om krøllerne...som jeg må have fantaseret mig til. Nå, men da han trådte ind ad døren i dag var det i hvert fald endnu en gang en ny person; en høj, ældre mand med gråt hår...glat gråt hår. Jeg følte mig en anelse forvirret.

Han var dog mægtig sød, manden med kniven. Tydeligvis tilfreds med mine bryster. Tidligere har jeg haft følelsen af, at jeg var rent 'arbejde' for ham. I dag så han virkelig begejstret ud da han så både mig og brysterne. Han sagde, at jeg så meget gladere ud, og at det klædte mig med de feminine kurver jeg havde fået. Han havde virkelig julelys i øjnene, da han tog sit værk i nærmere øjesyn. Han trykkede yderst forsigtigt.

-De er virkelig faldet godt til, og hvor er de dog flotte, var hans vurdering.

Tænk, selv om jeg godt ved at han er en proffesionel læge, så blev jeg sgi' da helt glad. Husk, at jeg som fladbrystet så godt som aldrig har fået komplimenter for mine bryster, højest at de var 'gode nok', og her fik jeg det så af en af landets førende brysteksperter. Det kan jeg vel kun være glad for. Manden med kńiven rådede mig i øvrigt til at købe en BH med mere støtte i.

-Jeg tror de findes med ekstra støddæmpere, sagde han med et fnis.

Sygeplejersken rådede mig til at gå ind i et stormagasin og udse mig en af de ældre damer bag disken, og så få hende til at måle mig.

-Ja, jeg ved ikke noget om skålstørrelser, sagde manden med kniven afvisende. -Jeg ved hvad der er inde i dine bryster, men jeg aner ikke noget om hvad du skal putte dem ind i.

Lidt sødt, synes jeg.

Mine sting og plastre blev fjernet, og nu kan jeg igen bevæge mig ind i en brusekabine. Hurra! Det har jeg godt nok savnet. Det er ikke videre flatterende med etagevask, uanset hvor flotte bryster man så synes man render rundt med. Arrene kunne jeg se med et spejl. De er ikke slemme, men lidt længere oppe på brystet end jeg kunne ønske mig. Jeg havde troet de ville være gemt i 'folden', men måske de rykker derned når det hele falder mere på plads. De næste 5 uger skal jeg så beholde min sportsBH på, men ellers kan jeg leve 'helt normalt'. Manden med kniven har endda givet sin velsignelse til, at jeg kan tage en lidt smartere BH på for en aften, hvis jeg har behov for det. Jeg spurgte ham bebrejdende, om han og ikke synes min bredstroppede bomuldsringbrynje var sexet nok. Det grinede han længe over, hvilket jeg tog som et 'nej'.

BH-indkøb bliver næste uges store projekt.