Dengang da jeg var 13 år....

Det ser ud til at bloggen virker, så lad mig kaste mig ud i det. Sagen er den, at jeg siden jeg var 13 år...eller i hvert fald 15....har været været klar over at jeg var blevet udstyret med et par ualmindeligt små bryster. Uretfærdigt, har jeg ofte syntes det var. Det var nemlig sådan, at alle andre kvinder i familien, pånær en enkelt kusine, var overordentligt veludrustet i de dele. Jeg er altså vokset op omgivet af storbarmede frodige kvinder, og derfor har det for mig været det 'normale'. Med min lille a-skål, var jeg altså den unormale. Jeg synes ikke små bryster er grimme; slet ikke. Faktisk synes jeg der er noget vulgært og i hvert fald upraktisk over et par gevaldige patter, men jeg havde alligevel ønsket om at blive 'normal' og større. Jeg har været ked af det. Andre dage mere end andre. På den anden side vil jeg også gerne understrege, at de to små fiduser også har været yndet og holdt af af de fleste af de mænd de er rendt i på deres vej. Jeg har aldrig modtaget klager, men det var altså mig selv som ikke var tilfreds. Min bryster har med stor succes givet alle mine børn en god start på livet, men de var dengang så også i deres velmagtsdage, hvor de ved festlige lejligheder, hvor der ikke lige var tid til at amme regelmæssigt, kunne opnå en størrelse af d-skål. Jeg er altså som sådan ikke 'ked' af mine bryster. De har sgu' gjort hvad de kunne, men jeg synes nok de kunne have fortjent lidt mere opmærksomhed. Tanken om en operation har altid ligget og luret. ALTID!!!! Jeg har dog også altid været klar over, at amning og silicone måske ikke var den bedste sammensætning, så jeg ville hellere vente til jeg var færdig med børnfødslerne. Da de så blev overstået, for det tror jeg de er, var der pludselig ikke de penge der skulle til. De sidste 5 år, tror jeg, har jeg brændende ønsket mig sådan en operation. Jeg har selvfølgelig overvejet for og imod, og har da også nærlæst hvad jeg kunne støve op på Internettet. Efter utallige besøg i tøjbutikkers omklædningsrum, hvor jeg endnu en gang troede at en udringet bluse ellerkjole kunne bruges af mig, blot jeg tog en helt dyb indånding, og hvor jeg endnu en gang har forladt burtikken sønderknust, og uden det nye tøj, besluttede jeg mig for at jeg VILLE have de bryster udbygget. På mirakuløs vis dukkede pengene op sidste sommer, og hele vinteren gik så med at 'tage mod til at kontakte de folk som kan gøre den slags'. I januar tog jeg modet. I april var jeg til den indledende undersøgelse, og den 12. juni skal jeg under kniven. Jeg glæder mig som et lille barn, eller en moden kvinde rettere sagt, men holder stadig hemmeligheden mest for mig selv. En god veninde ved det. Min mand ved det...men ellers er det tys, tys. Min største frygt er nemlig ikke siliconeudslip eller arvæv, men den stribe af fordomme som jeg ved der er forbundet med brystforstørrende operationer. Derfor deler jeg i første omgang mest mine tanker med bloggen her.

Dette er begyndelsen til noget stort

Der er store ændringer på vej i mit liv. Det er derfor jeg måske er nødt til at have en blog....jeg har hørt at den kan være god at dele hemmeligheder med. Jeg vil ikke afsløre min hemmelighed endnu; jeg skal lige lære blogsystemet at kende. Dagbogsmetoden vil være god, tror jeg. Jeg vil forholde mig så anonym som muligt, men samtidig dele ud af de tanker den nye livsændring kommer til at byde på. Lyder det helt skørt? jeg har i hvert fald taget hul på bylden.