Hvad siger din mand???

I alle de år, hvor jeg har 'ventet' med min brystoperation, har det primært været på grund af min mand. Ikke for 'hans skyld', men fordi jeg aldrig har været helt sikker på, om han bakkede ideen op eller ej. Han har aldrig beklaget sig over mine små bryster, men har på den anden side heller ikke udvist den større glæde over deres eksistens de sidste mange år. Jeg har følt, at de små bryster et eller andet sted har været et onde vi var nødt til at lære at leve med. Jeg har dog hele tiden ønsket at være helt sikker på, at han kunne leve med et par silikonebryster indenfor rækkevidde. Jeg har spurgt mig for på diverse websites, hvad mænd i grunden havde syntes om deres parteneres større bryster. Vigtigst af alt har været, hvordan det FØLES at få sådan et par silkikonefidelifutter i hænderne. Jeg har aldrig kunnet finde et svar, så mit spring ud i livet som silikonebarm, er derfor, hvad det angår, blevet foretaget med bind for øjnene.

Nu er det så sket, og jeg har kunnet gribe i egen barm. Hånden på hjertet, eller nærmere en anelse højere, så føldes de OK. Jeg ved naturligvis ikke hvordan rigtige bryster føles, eftersom jeg ikke har haft sådan et par indenfor rækkevidde siden jeg blev ammet af min mor. Jeg mener dog alligevel at kunne fastslå, at de føles som naturlige bryster. De er selvfølgelig fortsat lidt 'faste i kødet', men det er ikke muligt at mærke forskel mellem mit oprindelige bryst og silikoneinlæggene. Som ejer af brysterne og kvinde, er jeg altså aldeles tilfreds.

Når folk har hørt om min operation, vil et af de allerførste spørgsmål altid være hvad min mand synes om de nye bryster. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg han i bedste fald er aldeles ligeglad. Han har på intet tidspunkt givet udtryk for at han synes det klæder mig, eller at han i det mindste er glad på mine vegne. Han ignorerer dem totalt, og til trods for at jeg render rundt med en figur som en anden barbiedukke, så kigger han den anden vej, når jeg hopper ud af tøjet om aftenen.

Den skadefro læser vil naturligvis gnække grundigt i skægget nu og sige, at jeg vel ikke kunne have forventet andet.

Det gjorde jeg imidlertid. Selv om jeg har fået lavet de nye bryster for min egen skyld, så havde jeg et eller andet sted forventet, at de kunne være med til at peppe hele atmosfæren i ægteskabet en smule op, og i det mindste give mig en smule opmærksomhed fra min mand. Jeg har jo kunnet se hvordan andre barmfagre kvinder har fået hans opmærksomhed, så et eller andet sted må han jo være opmærksom på den del af den kvindelige anatomi.

Jeg føler mig lidt idiotisk når han er hjemme. Jeg kan jo ikke bare pakke de nye bryster væk, så de ikke generer ham, og har forresten heller ikke lyst til at gøre det. Jeg har stor forståelse for at han måske lige skal vænne sig til den nye størrelse, at han måske er lidt usikker for hvad han kan gøre med dem på nuværende tidspunkt, men havde nok ikke ventet at han ville ignorere dem totalt. Det er ligefør jeg skammer mig over de nye bryster, og jeg havde nok ikke forventet at det ville være min egen mand, som ville gøre mig til skamme.

Ja, ja, ja, jeg er sgu' skuffet!!!.


Det er trods alt kun ham som har min velsignelse til at få fingrene i varen, og derfor blev de vel også et eller andet sted, alt andet lige, monteret for hans skyld. Hvis han havde fortalt mig, at han ikke brød sig om silkikonebryster, eller at han var vildt glad for de små bryster jeg rendte rundt med, så var jeg nok aldrig blevet opereret. Jeg spurgte ham, og troede vi var helt enige.

Det er derfor stadig ikke muligt for mig at svare, når folk spørger, hvad min mand dog har sagt til projektet. Jo, jeg kan svare, at han ingenting siger. At han undgår at røre ved mig, og på ingen måde har kommenteret de nu mere kvindelige former. Jeg kan og vil ikke tvinge ham til at holde af dem, eller udvise begejstring, så jeg må altså nøjes med min egen jubel. Jeg er selv stadig yderst begejstret når jeg ser de nye projekter i spejlet, men det er nu altid rarest at dele sin glæde med andre...