Aminus

Slut prut!

2007-01-16T13:22:00.000Z

Ja, jeg beklager at jeg ikke har haft det store at berette om de sidste ... oehm! ... mange maaneder. Maake har min blog overlevet sig selv, eftersom de nye bryster ikke laengere er spor 'nye', og dybest set ikke er noget jeg taenker meget over i hverdagen.

-Aha, taenker den opaeksomme laeser saa maaske.
-Saa havde hun slet ikke brug for de bryster!

Jo, jeg havde. Det at jeg ikke taenker over dem, er nemlig et kaempe skridt fremad i forhold til de dage, hvor jeg dagligt graemmede mig over mine smaa grimme bryster, og virkelig led naar jeg skulle passere et spejl. Det gjorde ondt, og jeg foelte mig meget deform. Det goer jeg ikke laengere. Nu er jeg helt godt tilfreds med den krop jeg render rundt med. Jeg er altsaa ikke blevet en struttende Dolly Parton, som udstiller udstyret ved enhver given lejlighed. Jeg er til gengaeld sluppet af med en del af mindrevaerdet, og derfor blevet en gladere mig.

Har jeg forresten ikke trampet rundt i det her et par gange foer?

Det er derfor jeg overvejer om min blog er et afsluttet kapitel. Der er ikke saa meget mere at skrive om. Jeg ville gerne dele min viden med andre i samme baad, eller maaske nogle af de folk, som render rundt med fordomme om kvinder med sillikonebryster. Dybest set maa jeg konstatere, at jeg ikke har faaet mange kommentarer paa min blog. Mest fra firmaer som har sat aandsvage reklamelinks ind, og saa nogle faa fra gode venner. Maaske har jeg ikke solgt min blog de rigtige steder. Maaske er jeg jordens eneste kvinde, som har haft saa store skrupler og saa mange tanker vedroerende min operation.

Pyt nu med det!

Jeg kan altsaa ikke love at bloggen her i fremtiden vil blive opdateret jaevnligt. Hvad jeg derimod gerne vil love er, at jeg saa laenge jeg har adgang til bloggen, ogsaa vil soerge for at besvare alle relevante kommentarer. Enhver kvinde eller mand som har spoergsmaal til mig vedroerende silikonebryster, er velkommen til at sende mig en mail.

Ja, ja, ja! Alle perverts behoever forresten ikke goere sig den store ulejlighed at skrive til mig...altsaa med de har noget relevant at spoerge mig om. Advarsel: Jeg er god til at svare igen!

Slut, prut finale...og saa lever de forhaabentligt lykkeligt til mine dages ende

Ingen nyheder er gode nyheder

2006-11-07T15:06:00.000Z

Ja, jeg har altsaa ikke det store at berette om i dag. Undskyld forresten de manglende danske bogstaver, men jeg befinder mig ved en computer, som ikke besidder den aedle kunst at skrive den slags.

Som sagt ingen nyheder. Manden med kniven ville sikkert betegne min situation som, at jeg er 'faldet paa plads'. Brysterne ser ud til at befinde sig helt godt med den stoerrelse de nu har. Jeg har konstateret, at jeg ikke besidder det her gen, som faar kvinder til at haenge deres bryster saadan ca. udenpaa toejet. Jeg broeds mig ikke helt om at vaere udringet, og nu har jeg jo ellers noget at fylde ringen ud med. Maaske var det en af grundene til, at jeg fra naturens side kun blev udstyret med et par mindre bryster. Jeg ville alligevel kun bruge dem til at fodre boern med. Jeg har derfor heller ikke indkoebt tonsvis af nyt toej, men futter stadig rundt i de gamle udrangerede t-shirts. Jeg modtager ingen ekstra opmaerksomhed eller kommentarer om mit brystparti, Maaske lige netop paa grund af de gamle t-shirts og den manglende kavalerudgangsudstilling, men dybest set er alting som det var foer operationen. Den eneste forskel er, at jeg i dag ikke krymper mig sammen naar jeg stoeder paa mit eget spejlbillede i noegen tilstand. Jeg er glad for at have noget at strutte med, og det var jo lige praecis derfor jeg fik det gjort: For min skyld!

Brysterne holder fridag

2006-09-05T23:00:00.000Z

Selv om mine silikonebryster ikke helt kan sidestilles med en bh med indlæg, så kan det faktisk godt lade sig gøre, at sætte dem lidt på vågeblus. Altså, jeg kan selvfølgelig ikke knappe dem af, som med en bh, men jeg kan tildele dem mindre opmærksomhed, hvis jeg nu ikke lige gider dem.

Eller som i dag, hvor jeg rent faktisk syntes de trængte til en fridag. De sidste par uger har de stakkels to størrelser været travlt ophængt i en af de mere stramtandede brystbeholdere, som på det nærmeste har givet vabler i ophænget. Den bløde og behagelige bh havde sneget sig ned i bunden af vasketøjskurven, og med sommerferie og 'gider-ikke-en-skid', har det været så som så med daglig fransk vask og strygning. Der var altså kun de toptunede modeller at vælge imellem i undertøjsskuffen, og den slags kan godt blive lidt for besnærende i længden. Det lyder måske som en bedre vittighed, men på mine mere aktive dage, så giver de skide bøjle-skub-dem-op-under-hagen-bh'er altså vabler. I dag besluttede babbedutterne og jeg derfor, at det var på tide med en fridag.

Nul bh!

I stedet iførte jeg mig en undertrøje med sådan et støttende busteophæng. Aner ikke hvad den slags kaldes på fint dansk, men jeg plejer at kalde det for en indbygget tagrende på vrangen, som man lige kan hægte brysterne op i. Det er ikke den totale støtte og spændetrøjefastspænding, men det føles rart og blødt, og de bliver holdt rimeligt på plads. Det var lige hvad vi trængte til i dag, alle tre, så sådan blev det.

Når man render rundt med sådan et par befriede hængepatter i en udrangeret t-shirt, er der ikke en kat som ville drømme om, at der er tale om silikonelunger.

Hvem ville vel betale en formue for at lade sit brystparti udstoppe, for så blot at lade det hænge og daske i den mondering????

Silikonebryster i forklædning. Man føler sig næsten som en hemmelig agent ... men også kun næsten.

Farvel til en særlig mand

2006-08-24T14:52:00.000Z

Så blev det dagen i dag hvor, manden med kniven skulle beundre sit værk på min overkrop for sidste gang. Jeg har faktisk været lidt trist over denne sidste undersøgelse, fordi det et eller andet sted er afslutningen på en epokegørende del af mit liv. Masser af opmærksomhed, privathospitalets særbehandling, undersøgelser, operation, chokerende begejstring, søde sygeplejersker og det at være i hænderne på en af landets førende kirurger. Med undersøgelsen i dag, er jeg ligesom gået fra at være noget ganske særligt, til at blive en kvinde med et sæt helt almindelig bryster, som ikke en kat har tænkt sig at give ret meget opmærksomhed i fremtiden.

Jeg havde så absolut ikke tid til vemod eller tårer, da jeg mødte op på privathospitalet. Ungerne og jeg havde været på en udflugt til en forlystelsespark et sted i nærheden hele formiddagen , og fordi regnen havde stået ned i lårtykke stråler, lignede vi allesammen fordrukne mus. Ungerne var naturligvis ligeglade, men jeg skulle jo ind og betræde de bonede gulve på hospitalet. Ikke at alle mennesker er unge og smukke der, men der hersker, på sådan en lettere hørmende måde, en form for stil. Jeg lod ungerne vente i bilen, men faldt alligevel lidt ved siden af med mit uldvåde hår, min store gennemblødte regnfrakke, og de bare ulakerede tæer i de fodformede sandaler. Jeg havde faktisk rettet lidt op på min makeup i bilen, men det var sådan ligesom lettere overflødigt. Regnfrakken tog hovedparten af opmærksomheden.

Manden var kniven så heldigvis ud til at være ligeglad med håret og regnfrakken. Han kunne ikke vente til jeg havde fået krænget t-shirten af, så han kunne sætte hænderne - ikke at forveksle med 'tænderne' !!! - på mine bryster. Rent proffesionalt naturligvis, men jeg følte alligevel en eller anden form for barnlig glæde, ved de sædvanlige julelys i hans øjne, da han genså sit værk.

Nu føler jeg selvfølgelig efterhånden at vi kender hinanden, han og jeg, men det er alligevel også en anelse ubekvemt, at der sidder en midaldrende mandsperson foran mig med strålende øjne, mens han ihærdigt klemmer mine bryster, vejer dem i hænderne, stryger fingrene over arrene, som ikke engang min mand har rørt ved, og med en lettere grødet stemme bekandtgør, at han er 'yderst tilfreds'.

Jeg fortalte ham om mine succesfulde bh-indkøb, og dælme om han ikke påstod, at jeg ikke kunne være en dobbelt D.
-Det er jo nogle store bryster. Jeg kan ikke tro, at du er en dobbelt D, sagde han.
Jeg havde nær tvunget mærkatet på min bh op i næsen på ham, men gav ham i grunden ret. Jeg synes heller ikke jeg ligner 'et par gevaldige patter', men et par helt almindelige. Alt andet lige, så ER det en dobbelt D bh jeg har på, og den almindelig D-skål som jeg købte i Danmark, den ER altså for lille. Manden med kniven mente det skyldes mine brede skuldre, at jeg ikke virker så 'stor' som jeg måske er. Jeg er heldigvis ligeglad, for som sagt er de 'store nok'.

Manden med kniven gav mig hånden til farvel, og sagde at han ikke kunne garantere, at han stadig var der, hvis jeg ville have silikoneklumperne udskiftet om 20 år. Han mener heller ikke det bliver nødvendigt; de skulle gerne holde resten af mit liv .... lad os se om de kan klare mosten til jeg bliver 114, sådan som min plan er.

Lortedag!

2006-08-22T18:54:00.000Z

Hverken mere eller mindre, og det har rent faktisk intet som helst med brysterne at gøre

En fordel ved udbygget forpart

2006-08-16T08:40:00.000Z

En sød veninde gjorde mig opmærksom på vedlagte artikel. Jeg føler mig naturligvis langt bedre tilpas, nu jeg ved, at jeg har fået en delvis, lettere skudsikker vest indbygget. Måske det kan være et argument, som jantelovstilhængere vil have lettere ved at acceptere.....:

Silikonebryster redder kvinde fra Hizbollah

En israelsk kvinde undgik at blive dræbt af en Hizbollah-raket: Hendes brystimplantat stoppede dødelig splint fra raketnedslaget.

En 24-årig israelsk kvinde var centimeter fra den visse død, da silikoneimplantaterne i hendes bryster reddede hendes liv.

Silikonen forhindrede en stålsplint fra en raket, affyret af den libanesiske Hizbollah-milits, i at bore sig ind i hendes hjerte.

»Hun blev reddet fra at dø«, siger talsmanden fra det nordisraelske Nahariya Hospital ifølge Reuters.

Fik nye implantater
Nahariya-lægen, Jacky Govrin, siger, at han aldrig har hørt om et lignende tilfælde, men at der ikke er nogen tvivl om, at silikoneimplantaterne forhindrede, at raketsplinterne trængte ind i kvindens hjerte.

I stedet kunne lægerne nøjes med at indoperere nye implantater, forklarede Govrin.

Kvinden er blevet udskrevet fra hospitalet.

Hentet fra www.politiken.dk Onsdag 16. aug 2006
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=470942

Man kan vænne sig til så meget

2006-08-15T00:21:00.000Z

Tænk, det er lige gået op for mig, at jeg har glemt brysternes 2. fødselsdag: I lørdags var det 2 måneder siden jeg fik dem.

De er ved være 'faldet til', som manden med kniven siger, selv om han nok mener noget andet med at 'falde'. Jeg er ved at vænne mig til dem, og synes faktisk de er helt rare at have hængende. De bliver tydeligvis aldrig den helt store euforiserende oplevelse af ekstra opmærksomhed og ekstreme udvidelser af sexlivet, som det af og til bliver påstået i de kulørte blade .... hvis man da ellers læser den slags ..... men selvsikkerheden og det personlige velværd er altså blevet øget.

Ikke at jeg går rundt og føler mig hævet over alle andre på grund af mit brystparti, men jeg har ikke længere den stikkende smerte af mindreværd og misundelse, når jeg ser et par 'gode bryster'. Jeg føler mig god nok, også selv om der findes masser af bryster som er kønnere end det sæt jeg render rundt med. Jeg glemmer naturligvis aldrig hvad mine bryster er lavet af, eller hvor de kommer fra, men jeg tror som også nok jeg er ved at vænne mig til den del af dem. Det gør mig ikke så meget at jeg har 'silikonepatter'. Det var jo den eneste mulighed jeg havde for at få de større bryster som jeg havde brug for, men som naturen ikke havde udstyret mig med på forhånd..

Det føles absolut ikke som om de 'altid har været der', men jeg synes bestemt det mirakuløse døgn på sygehuset burde ligge mere end 2 måneder tilbage i tiden.

Janteloven ...eller jadeloven...længe leve!

2006-08-09T09:31:00.000Z

Vi er lige kommet tilbage fra sommerferie i Danmark. Os allesammen; både hunden og de nye bryster var med. Hunden skulle godt nok vaccineres på forhånd, men brysterne kom uden videre med over grænsen. De skulle ikke engang indføres i passet.

Jeg havde jo et eller andet sted set frem til at præsentere udbygningen til min danske familie, og havde vel nok også forventet noget nær et jubelkor af begejstring, a la det Dronning Magrethe får hvert år på sin fødselsdag. Min familie er nemlig en meget åben og vi-taler-om-hvad-som-helst størrelse, så jeg var parat til kommentarer af enhver art, og de kloge og knapt så kloge spørgsmål. En del af familien var på forhånd blevet underrettet om min operation, mens andre ikke havde fået nyheden; jeg gik ud fra at de ville blive glædeligt overraskede. For ikke at virke alt for silikoneagtig, og i hvert fald ikke gøre mig selv til en blærerøv, iførte jeg mig min nye sportsbh til det første familiemøde. Bh'en har den fordel, at den presser silikonemassen, og det der engang var mine små bryster, sammen til to mindre spejlæg. Som tidligere skrevet, er det for at holde en sportsudøvende barm i ro, men det får dem altså også til at se mindre ud. Endda selv om det skålmæssigt set er min størtse bh i samlingen. Jeg gik ud fra at den ville være mere passende til det jantelovshærgede Dannevang, end en af mine mere frembusende brystbeholdere.

Dagen for den første sammenkomst oprandt, og det var ligefør jeg fnisede af forventning, da jeg mødte det første familiehold. De sagde pænt goddag, knus, og 'hvor var de dog allesammen blevet store' ... børnene altså. Hunden fik et klap, men ikke et ord om brysterne. Jeg forstod ingenting, men gik ud fra at det var min sportsbh som måske var en anelse FOR effektiv. Næste dag blev den derfor skiftet ud med en af blærerøvsmodellerne. Stadig ingen kommentarer. Ikke engang fra den del af familien som VIDSTE at jeg var blevet opereret. Jeg kunne se at der blev kigget, men ingen kommentarer. Hmmm!

Jeg ved ikke helt om jeg er skuffet eller ligeglad, eller irriteret over danskernes 'du-skal-sgu-ikke-tro-du-er-noget'. De havde ikke behøvet rose mit brystparti til skyerne, men de kunne da i det mindste spørge hvordan jeg havde det. Om jeg var glad for dem, eller om det måske gjorde ondt. Sådan lidt almen venlig interesse for mit ve og vel. Havde jeg farvet håret i en ny farve, eller købt et par briller, ville de vel heller ikke bare have ignoreret det. Jeg er klar over, at jeg nok går mere op brysterne end gennemsnittet af resten af verden, og at jeg måske stadig fokuserer for meget på dem, men helt ærligt. Det kan selvfølgelig være de har overset den lille ændring, men de plejer ellers at være gode nok til at kommentere hvis man har taget på i vægt, eller fået flere grå hår og rynker, så den køber jeg nok ikke.

Nå, men hjemme igen var manden, ungerne og jeg blevet inviteret til et punk party. Hamrende jovt, og vi klædte os ud efter alle kunstens regler. Jeg klemte mig selv ned i et par hullede netstrømper, gummisko, der så ud som om de havde levet i punktiden, miniskørt, og så en sort blondeundertrøje af en slags. Håret var naturligvis dullet op i skyhøje højder, og læbestiften, neglelakken og øjnene sorte som tjære. Blondeundertrøjen var naturligvis et kapiltel for sig. Jeg var lidt udringet - det skete i punkåndens navn!!! - men der var jo ligesom også en del af den unge fortid som skulle indhentes. Min veninde som holdt festen dukkede op da vi ankom. Hun skreg af grin da hun så mig, og så kiggede hun i udskæringen. - Wauwww! De er jo vildt fantastiske. Nejj! Det er da helt genialt. Hold da op, hvor ser det godt ud. Så fik jeg et kæmpe knus, og vi grinede højt.

Det kalder jeg opmærksomhed. Mindre kunne nok have gjort det, men jeg var glad for både hendes grin og hendes knus.

Tillykke!

2006-07-12T15:44:00.000Z

Det er mine brysters fødselsdag i dag. Ja, nej, gu' er det ej, for man kan jo ikke tillade sig at fejre fødselsdag i tide og utide. Men, det er i dag en måned siden jeg lå på briksen på det fine privathospital og fik bryststativet udbygget.

Hvordan har fødselarerne det så på den store dag?

Det går fint. Jeg er ved at vænne mig til dem, og kan, sådan som mange forudsagde at det ville ske, stort set ikke huske hvordan det var at have en a-skål. De er fortsat lidt ømme, og i grunden også lidt følelsesløse på visse punkter. Ikke meget, og jeg håber da også følelsen fortager sige ... eller rettere sagt; at den vender tilbage.

Apropos følelsen, så var en af mine bekymringer inden operationen hvordan brysterne ville 'føles'. Hvordan silikone ville være at klemme på i forhold til naturlige bryster. Bekymringerne gjaldt naturligvis mest min mand, eftersom det udelukkende - naturligvis! - er ham som får lov til at klemme. Her en måned efter operationen er jeg så nok nødt til at konstatere, at de ikke føles 'helt naturlige'. Jeg kan mærke silikonen, og er sikker på at min mand også kan. De er ikke ubehagelig eller kolde at røre ved, men meget faste. Sikkert som en 17-årigs bryster, og måske er det derfor gemalen ikke brokker sig den mindste smule...

Jeg har været ude på mit første rigtige BH-indkøb. I ved, i sådan en gigantisk undertøjsbutik, hvor man kan få alverdens modeller og størrelser, og hvor de ansatte alle er 17 1/2, bruger tyggegummi og b-skål. Jeg skulle bruge en ordentlig sports-BH, og fordi butikken primært forhandler ubekvemt, men yderst pikant undertøj, havde jeg kun en enkelt model at vælge imellem. Det var den med 'indbygget støddæmper', som manden med kniven havde anbefalet, så det var den helt rigtige model. Til gengæld var det lidt problematisk at finde den rigtige størrelse. Jeg prøvede en 70 DD, og var godt nok blå i hovedet af luftmangel, da jeg hurtigst muligt fik den krænget af igen. Den var alt, alt for lille. Jeg gik derfor op i en 70 E, og den passede meget bedre. Jeg er klar over at formålet med sportbh'er er at holde fast på det som gerne hopper, og helst ikke skal gøre det, mens man dyrker sport. Jeg mente dog bestemt at det ville være en fordel at kunne trække vejret ved egen hjælp, når man var i gang med at udøve disse sportsaktiviteter. Jeg ved derfor ikke helt, om Aminus i dag er en 70 DD eller en 70 E. Som tidligere skrevet, så er størrelsen ikke så vigtig ... men det er selvfølgelig bøvlet at bh'en ikke passer.

Jeg blev fristet at de yndige blondebh'er - som jeg officielt ikke har tilladelse til at gå med endnu - og købte 'to sæt for halv pris'. Det ER virkelig en skøn følelse at købe en flot bh, stå der i det spejlbeklædte prøverum, og så få den fyldt op med barm. Jeg har aldrig kunnet gøre en slags før, og jeg var en glad kunde, da jeg forlod butikken med de tre bh'er i plastikposen.

Jeg tænker tit på, om jeg en dag vil 'glemme' at mine bryster ikke er hjemmelavede. Om jeg en dag vil holde op med at kigge forundret på mit eget spejlbillede, når jeg kommer forbi en butiksrude eller et spejl, og forundres over 'miraklet'. Om nyhedsens interesse vil lægge sig, og det ikke længere vil være spor spændende eller forunderligt, men blive en helt almindelig del af hverdagen. Eller om jeg om 10 år stadig vil sidde her og skribe jubelmails på bloggen, fordi jeg har købt endnu en bh, endnu en bikini eller en gammel t-shirt.

Teeny-weeny, itsy-bitsy....

2006-07-03T12:28:00.000Z

-Lad os da lige tage til stranden.

Forslaget kom fra min mand, og eftersom vi for øjeblikket har i overkanten af 30 grader, var tanken om en strandtur yderst tillokkende. Da jeg i lynfart skulle pakke badetasken gik det så op for mig at der var et lille problem; et alt for lille problem. Min bikini, som er virkelig god kvalitet og velsiddende, var jo ikke blevet opgraderet siden min operation. Jeg kiggede slukøret på den lille top, og kunne godt se at mine nye torpedoer på ingen måde kunne klemmes ned i den. Jeg måtte altså ud og shoppe i det dejlige varme sommervejr, for til stranden, det skulle vi.

Jeg kørte til den nærmeste Damernes Magasin. Ikke der hvor jeg i sin tid mødtes med andre askåle ud for tilsvarende undertøjshylde, men et mere ordinært, hvor udvalget er grundlæggende forbeholdt bonderøve. Der er ingen a-skåle i den butik. De fleste kvinder er en del større i alle ender og kanter, og går allesammen rundt i mere eller mindre ens joggingsæt eller lidt for stramme t-shirts, alle indkøbt i selvsamme butik. Nå, men det var den hurtigste løsning, og fordi bilen var som en bageovn, ville jeg gerne have badetøjsudflugten overstået så hurtigt som muligt. Forresten har selvsamme butik byens bedste airconditioner. Fordi jeg kender butikken, blev jeg så heller ikke voldsomt overrasket over udvalget af badetøj. Meget store modeller, med meget store blomster. Flot! Der var selvfølgelig også mindre bikinier, men der var ligesom en ufravigelig sammenhæng mellem trussestørrelse og topstørrelse. Kvinder i størrelse 38/40 er i den butik åbentbart altid b-skål, mens man skulle op i en størrelse gevaldig underbuks, hvis jeg skulle have en top som jeg kunne have mine bryster i. Jeg forstår det ikke helt, for selv om mine bryster ikke er hjemmelavede, så kender jeg da flere kvinder med naturlige bryster i en stor størrelse, men som ikke nødvendigvis render rundt med en udbygget ladeport lidt længere nede. De af bikinierne, som jeg kunne så meget som overveje at presse mig selv ned i, var altså derfor hvad jeg ville betegne som 'fruestørrelser'.

For folk som er lidt oppe i årene, og har levet med en barndom fuld af Daells Varehuskataloger, behøver jeg nok ikke uddybe beskrivelsen yderligere.

Jeg blev altså nødt til at vælge mellem hængerøv og tækkeligt dækket barm, eller porno-look-alike med nydelige bikinitrusser. Jeg valgte en lyserød mellemting med små hjerter, og tro mig, det var ikke en bikini jeg under normale omstændigheder ville have valgt. Det var pest eller kolera på bikiniplan. Bikien var sådan en med bindebånd i alle ender og kanter. Jeg har aldrig forstået fidusen, for i mine øjne er det et klart plus at bikinien bliver siddende hvor den sidder under alverdens bølger og koldbøtter i vandet, frem for at den kan pilles af med et enkelt træk i en snor. Skålene var også 'for små', men store nok til at dække de mest udsatte punkter af brystafdelingen. Men som sagt, det var pest eller kolera.

Da jeg ankom på stranden med hele familien havde jeg også denneher grimme fornemmelse af, at bikinien ville gå op og dratte af hvert øjeblik det kunne være, og at den var meget, meget mindre end da jeg prøvede den i prøverummet. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at være topløs, men den slags går slet ikke i mit lokalområde, og forresten har jeg heller aldrig brudt mig om det. Ikke engang med de nye silikonestrutter. Jeg listede derfor meget forsigtigt rundt på stranden. Lidt, som hvis man har fået taget for højhælede sko på, og går med bittesmå skridt af frygt for at vælte. Da jeg så bølgerne slå mod strandkanten kunne jeg med det samme fastslå, at min bikini ikke var skabt til badning. Den ville være forsvundet fra både min og havets overflade, hvis den kom i kontakt med hvilkensomhelst bølge af middelstor størrelse. Bølgerne i går var større end som så. Jeg var umiddelbart skuffet, for jeg elsker at bade. Skuffelsen fortog sig så heldigvis en smule, da jeg fik dyppet tærerne i havet. Gosh, det var godt nok koldt.

Jeg har altså fået konstateret, at store bryster kræver mere besværlig indpakning end små, og at bikinier, som så meget andet, kun kommer i standardstørrelser. Tanken om en barmfager nymfe med lille bagdel er ikke mulig i denne standardverden. Ikke at jeg nødvendigvis tilhører denne del af størrelsesskalaen. Min bagdel er ikke bestemt ikke lille, men åbentbart for lille til at sidde forneden af en DD. Jeg vil gerne klage!

Jeg er klar over, at jeg ikke frekventerede verdens mest velassorterede badetøjsafdeling, og at det nok vil hjælpe hvis jeg kører ind til byen. Så det gør jeg næste gang, og håber min følelse af at være lettere 'deform' så vil fortage sig.

Hvis nogen i mellemtiden skulle være interesseret i at overtage en lyserød bikini med smarte bindebånd, og yndige hjerter, så sig endelig til. Trussen er størrelse kæmperøv, og toppen en god b-skål. Den er kun en ganske lillebitte smule brugt.

Stor, større, størst

2006-06-30T12:30:00.000Z

Det første spørgsmål folk stiller mig, hvis jeg fortæller at jeg har fået brysterne udvidet, er naturligvis hvor store de er blevet. Skal jeg være helt ærlig, så var det vigtige for mig ikke hvor store de ville blive, men at jeg rent faktisk ville blive udstyret med et par bryster. I alle de år, hvor jeg har rendt rundt med halvanden a-skål, har stort set alle de bryster jeg har set, som var større end mine, været noget jeg kunne tænke mig. En b-skål, c-skål eller e-skål; jeg var ikke så god til at se forskellen, men jeg kunne altid spore at kvinder havde 'bryster'. Det havde jeg ikke.

Da jeg gik ind til operationen, var det derfor et lettere skud i tågen da jeg sagde til manden med kniven, at jeg gerne ville have en c-skål. Sådan ca. lige midt imellem, og vist nok det Venus fra Milo havde...eller har. Hun står der jo stadig, der midt i muslingen uden sine arme. Nå, men eftersom manden med kniven påstår, at han ingen forstand har på skålstørrelser, kunne vi jo kun gå ud fra 'sådan-et-par-pæne -bryster-som-er-større-ser-naturlige-ud-
og-er-flotte-skalaen'. At jeg prøvede silikoneklumperne i en c-skål inden operationen er en helt anden snak, og det tog manden med kniven sig åbantbart ikke af.

Andre har spurgt om mine bryster er blevet MEGET store, for de synes jeg snakker meget om dem. Ja, for mig er de koloenormt store, for jeg har jo altså aldrig haft ret meget mere end ingenting hængende der foran ... undtaget de år hvor jeg gav den som højtydende ammeko. Andre vil sikkert beskrive dem som 'helt almindelige'. Jordan og Pamela anderson vil sikkert mene de er små, og sådan er vi jo så forskellige i vores vurdering af stort og småt.

Jeg har selv gået rundt og fortalt folk, at jeg er blevet til en c-skål, og har også iført mig selv en BH med sådan en mærkat hver eneste morgen. Jeg har prøvet at måle mit brystparti, med et grundlæggende brysteskema fra en sød veninde som udgangspunkt, men jeg kunne ikke helt hitte rede i målebånd og centimeter. Jeg fik mig selv til at være alt fra en lille b-skål til en e-skål, så jeg var klar over, at jeg havde begået en fejl undervejs. De to nye BH-er har strammet lidt, men fordi jeg jo altså har yderst begrænset erfaring med den slags udstyr, har jeg ikke været klar over om bh'er bare gør sådan, eller det var en forkert størrelse. Jeg gik dog ud fra, at der var et eller andet som ikke passede, når jeg om aftenen kunne se nydeligt aftryk af syningerne og blondemønsteret fra bh-skålen på mit bryst. Jeg trak også vejret ubeskriveligt meget lettere, når jeg fik hylsteret knappet af. Måske alverdens kvinder med bryster har lært at leve med sådanne pinsler, eller måske c-skålen var for lille.

I dag tog jeg så mod til mig, for mod skulle der tages, og gik ind og fandt mig en ældre kvinde i undertøjsafdelingen i et af byens førende stormagasiner. Damen bag disken blev lettere irriteret over at jeg ikke helt vidste hvilken størrelse jeg var.

-Jamen, hvad plejer du at bruge, spurgte hun.

-Øhm, tja...en c-skål, røg det så ud af mig.

Hun var ikke typen jeg følte trang til at fortælle om min operation, og det ville have krævet en alt for omstændig løgnhistorie, hvis jeg havde fortalt hende sandheden om min gamle skålstørrelse. Nå, men jeg blev sendt ind bag gardinet i et af prøverummene, og damen studerede mit bh-iførte brystparti. Heldigvis havde jeg taget min 'bedre' bh på i dagens anledning, så den var fra det konkurrende og mindst lige så førende stormagasin længere nede ad gaden. Min anden bh er en billig las fra det loakle discountsupermarked, og var forresten lige så god som den dyrere. Den var dog næppe blevet godkendt af kvinden i undertøjsafdelingen.

Tilbage til prøverummet:

Kvinden hev lidt i mine stropper og rettede dem til, og sagde så at jeg skulle have en noget større bh. Hun gav et lille klik med tungen, som når man har noget siddende mellem bagtænderne, og forsvandt ud bag gardinet. 30 sekunder senere vendte hun tilbage med et cirkustelt; et sort cirkustelt. Hun gav mig teltet, og sagde at jeg skulle prøve det som et udgangspunkt. Hold da helt fest! Den var alt for stor. Jeg ringede på en lille dørklokke i prøverummet, som signal om at jeg var forsvarligt pakket ind i bh'en, og så stod den gode bh-fe der igen. Hun hev atter lidt i stropperne, rettede til, klikkede med tungen, og forvsandt igen. Kort efter var hun tilbage med en hvid bh. Lidt mindre, lovede hun. Den var meget bedre. Sad som jeg går ud fra en bh skal sidde, og jeg kunne endda trække vejret. Den havde heller ingen irriterende syninger eller blonder hen over brystet, så den kunne jeg lide. Jeg ringede efter bh-feen igen. Hun klikkede en del da hun så mig, strammede stropperne lidt, og sagde så at det var den rigtige størrelse. Jeg måtte så have hende til at fortælle hvad det VAR for en størrelse hun havde proppet mig ind i.

-70 DD, sagde feen uden at klikke med tungen.

70 DD, jeg var lige ved at besvime. SÅ store synes jeg slet ikke mine bryster er, men det må de jo være.

Men nu kan jeg altså svare når folk spørger. Jeg ved bare ikke om jeg har lyst til at klassifisere min bryster på den måde. -De er store og flotte, og jeg er glad for dem. Lyder det ikke meget bedre end 70 DD? Det kunne lige så godt være en motorstørrelse på en traktor, og det er de jo ikke. De er en udvidelse af min selvtillid og mit selvværd, og det kan ikke måles i a, b, c eller d-skåle. De er 'store nok' og jeg er 'glad for dem'. Det er den størrelse de har. Basta!

Når ret skal være ret

2006-06-29T13:35:00.000Z

Jeg har aldrig gået til ballet, og heller ikke fået mange lektioner i takt og tone, så jeg glemmer sgi' at rette ryggen. Med de små bryster blev det nærmest en del af min personlighed, den runde ryg, men jeg havde jo heller ikke så meget at skyde frem med. Det har jeg nu, men jeg skal hele tiden minde mig selv om at jeg skal rette ryggen. Ikke kun for at udstille det nye forparti, men også fordi ryggen jo har bedre af at være rettet ud, end foldet sammen. Lige efter operationen huskede jeg det hele tiden, og gik rundt og buede den anden vej. Nu husker jeg det kun hvis jeg lige kommer forbi et spejl eller en butiksrude, men ellers er jeg hurtigt tilbage i den gamle facon.

Den buede ryg er helt klart en dårlig vane, som jeg håber på at slippe af med. Hvad gør man? Skal jeg binde en seddel om tommelfingeren, skal jeg gå med bøger på hovedet, binde brædder på ryggen, begynde til seniorballet, og håbe at jeg fortsat kan opnå en ordentlig holdning...eller er det allerede for sent? Det er surt, hvis det er. Jeg kan i hvert fald se hvor meget bedre de større bryster kommer til deres ret, når jeg retter mig op, trækker skuldrene tilbage, og så forresten trækker maven ind. Sidstnævnte problem har absolut intet med dårlig vane at gøre; altså bortset fra at jeg spiser for meget. Hvis jeg derimod ikke retter mig op, men hænger som jeg har gjort i 20 år og en sommer, ja så forsvinder brysterne stort set. Der er ikke noget at sige til hvis jeg følte mig fladbarmet med en a-skål, når en c-skål stort set forsvinder som dug for solen lige så snart jeg runder ryg og kaster skuldrene frem.

ALLLLEEEE REEEETTT!!!!!

Plæneklipning med større bryster

2006-06-28T15:07:00.000Z

Jeg har lige klippet vores gigantiske græsplæne. Lige og lige er måske nok så meget sagt, for det har taget mig tre dage at komme igennem hele plænen. Ikke tre dages konstant plæneklipning, naturligvis, men tre dage hvor jeg klippede en stor bid hver dag. De første to dage foregik det i gråvejr, så jeg var forsvarligt klædt på. I dag skinner skolen fra en lammeskyklædt himmel, så den lille soltop og shortsne er kommet ud fra skabet. Det har givet mig endnu en lærestreg i livet som barmfager. Fordi jeg ikke samler græsset op når jeg klipper plænen - der er alt for meget, og den gamle græshakker smider alligevel næsten lige så meget ved siden af som den samler! - blæste plæneklipperen alt det afklippede græs ud omkring mig. Da jeg var færdig var mine ben grønne af græs, den hvide soltop havde fået en snert af lysegrøn, og sørme om der ikke lå en pæn lille stak nede i min BH også. Jeg kunne altså konstatere, at mine nye bryster faktisk også kan bruges som ballepresser ... høballer, forstås!

Det er helt ufatteligt så praktiske de større bryster kan være. Af andre yderst brugbare funktioner kan nævnes:

-Krummefanger/hagesmæk under måltider. Før i tiden endte krummerne altid nede i navlen, og jeg kunne aldrig være sikker på hvor en spildt sjat marmelade ville ende. Nu ligger krummer og andet drys i en pæn stak nede i BH'en, og pletterne er også altid spot on.

-Mobiltelefonholder. Yderst praktisk hvis man ikke har lommer i bukserne eller nederdelen...og det er der vel dybest set ikke i ret mange nederdele. Fra pålidelige kilder er jeg desuden blev oplyst om, at man også kan gemme bilnøgler, kreditkort og ipods samme sted. Sidstenævnte har jeg dog ikke selv prøvet endnu.

-Reservat for bladlus og tordenfluer. De sidste par dage har jeg med jævne mellemrum måtte fiske en mindre bestand af disse insekter ud fra sprækken. Jeg ved ikke helt hvad deres formål med opholdet har været, men det ser ud til at de vælger det frem for andre steder på kroppen. Måske er det fordi det kun er der jeg lægger mærke til dem. De kilder nemlig som bare pokker.

Måske tog jeg fejl

2006-06-25T19:30:00.000Z

Et og andet tyder på at manden alligevel kan lide de nye bryster; jeg tror de virker!

Hvad siger din mand???

2006-06-24T15:53:00.000Z

I alle de år, hvor jeg har 'ventet' med min brystoperation, har det primært været på grund af min mand. Ikke for 'hans skyld', men fordi jeg aldrig har været helt sikker på, om han bakkede ideen op eller ej. Han har aldrig beklaget sig over mine små bryster, men har på den anden side heller ikke udvist den større glæde over deres eksistens de sidste mange år. Jeg har følt, at de små bryster et eller andet sted har været et onde vi var nødt til at lære at leve med. Jeg har dog hele tiden ønsket at være helt sikker på, at han kunne leve med et par silikonebryster indenfor rækkevidde. Jeg har spurgt mig for på diverse websites, hvad mænd i grunden havde syntes om deres parteneres større bryster. Vigtigst af alt har været, hvordan det FØLES at få sådan et par silkikonefidelifutter i hænderne. Jeg har aldrig kunnet finde et svar, så mit spring ud i livet som silikonebarm, er derfor, hvad det angår, blevet foretaget med bind for øjnene.

Nu er det så sket, og jeg har kunnet gribe i egen barm. Hånden på hjertet, eller nærmere en anelse højere, så føldes de OK. Jeg ved naturligvis ikke hvordan rigtige bryster føles, eftersom jeg ikke har haft sådan et par indenfor rækkevidde siden jeg blev ammet af min mor. Jeg mener dog alligevel at kunne fastslå, at de føles som naturlige bryster. De er selvfølgelig fortsat lidt 'faste i kødet', men det er ikke muligt at mærke forskel mellem mit oprindelige bryst og silikoneinlæggene. Som ejer af brysterne og kvinde, er jeg altså aldeles tilfreds.

Når folk har hørt om min operation, vil et af de allerførste spørgsmål altid være hvad min mand synes om de nye bryster. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg han i bedste fald er aldeles ligeglad. Han har på intet tidspunkt givet udtryk for at han synes det klæder mig, eller at han i det mindste er glad på mine vegne. Han ignorerer dem totalt, og til trods for at jeg render rundt med en figur som en anden barbiedukke, så kigger han den anden vej, når jeg hopper ud af tøjet om aftenen.

Den skadefro læser vil naturligvis gnække grundigt i skægget nu og sige, at jeg vel ikke kunne have forventet andet.

Det gjorde jeg imidlertid. Selv om jeg har fået lavet de nye bryster for min egen skyld, så havde jeg et eller andet sted forventet, at de kunne være med til at peppe hele atmosfæren i ægteskabet en smule op, og i det mindste give mig en smule opmærksomhed fra min mand. Jeg har jo kunnet se hvordan andre barmfagre kvinder har fået hans opmærksomhed, så et eller andet sted må han jo være opmærksom på den del af den kvindelige anatomi.

Jeg føler mig lidt idiotisk når han er hjemme. Jeg kan jo ikke bare pakke de nye bryster væk, så de ikke generer ham, og har forresten heller ikke lyst til at gøre det. Jeg har stor forståelse for at han måske lige skal vænne sig til den nye størrelse, at han måske er lidt usikker for hvad han kan gøre med dem på nuværende tidspunkt, men havde nok ikke ventet at han ville ignorere dem totalt. Det er ligefør jeg skammer mig over de nye bryster, og jeg havde nok ikke forventet at det ville være min egen mand, som ville gøre mig til skamme.

Ja, ja, ja, jeg er sgu' skuffet!!!.

Det er trods alt kun ham som har min velsignelse til at få fingrene i varen, og derfor blev de vel også et eller andet sted, alt andet lige, monteret for hans skyld. Hvis han havde fortalt mig, at han ikke brød sig om silkikonebryster, eller at han var vildt glad for de små bryster jeg rendte rundt med, så var jeg nok aldrig blevet opereret. Jeg spurgte ham, og troede vi var helt enige.

Det er derfor stadig ikke muligt for mig at svare, når folk spørger, hvad min mand dog har sagt til projektet. Jo, jeg kan svare, at han ingenting siger. At han undgår at røre ved mig, og på ingen måde har kommenteret de nu mere kvindelige former. Jeg kan og vil ikke tvinge ham til at holde af dem, eller udvise begejstring, så jeg må altså nøjes med min egen jubel. Jeg er selv stadig yderst begejstret når jeg ser de nye projekter i spejlet, men det er nu altid rarest at dele sin glæde med andre...

Et sting af glæde

2006-06-22T17:37:00.000Z

Jeg var tilbage på hospitalet for at få fjernet mine sting i dag, og så havde manden med kniven også bedt om at se mig.

Han er en underlig mand, eller også er det bare mig som har været ekstremt anspændt hver gang jeg har mødt ham, for jeg tydeligvis problemer med at se ham for mig. Jeg er overbevist om, at han er enten en mester i at forklæde sig, eller også skifter han ham som et andet krybdyr. Første gang jeg så ham var han en lille tyk mand i kedeligt jakkesæt. Næste gang var på selv dagen for min operation, hvor han lige skulle tjekke patienten og udfylde formularer inden han gik i krig. Den dag lignede han Jerry Springer, og var både højere og tyndere, end jeg havde huskede ham fra første gang. Jeg havde nær ikke genkendt ham da han kom ind på stuen. Jeg var overbevist om, at han havde krøller, og var iført lilla tøj. Sikkert operationsudstyret. Måske havde han en også operationshathat på, og det var der jeg fik ideen om krøllerne...som jeg må have fantaseret mig til. Nå, men da han trådte ind ad døren i dag var det i hvert fald endnu en gang en ny person; en høj, ældre mand med gråt hår...glat gråt hår. Jeg følte mig en anelse forvirret.

Han var dog mægtig sød, manden med kniven. Tydeligvis tilfreds med mine bryster. Tidligere har jeg haft følelsen af, at jeg var rent 'arbejde' for ham. I dag så han virkelig begejstret ud da han så både mig og brysterne. Han sagde, at jeg så meget gladere ud, og at det klædte mig med de feminine kurver jeg havde fået. Han havde virkelig julelys i øjnene, da han tog sit værk i nærmere øjesyn. Han trykkede yderst forsigtigt.

-De er virkelig faldet godt til, og hvor er de dog flotte, var hans vurdering.

Tænk, selv om jeg godt ved at han er en proffesionel læge, så blev jeg sgi' da helt glad. Husk, at jeg som fladbrystet så godt som aldrig har fået komplimenter for mine bryster, højest at de var 'gode nok', og her fik jeg det så af en af landets førende brysteksperter. Det kan jeg vel kun være glad for. Manden med kńiven rådede mig i øvrigt til at købe en BH med mere støtte i.

-Jeg tror de findes med ekstra støddæmpere, sagde han med et fnis.

Sygeplejersken rådede mig til at gå ind i et stormagasin og udse mig en af de ældre damer bag disken, og så få hende til at måle mig.

-Ja, jeg ved ikke noget om skålstørrelser, sagde manden med kniven afvisende. -Jeg ved hvad der er inde i dine bryster, men jeg aner ikke noget om hvad du skal putte dem ind i.

Lidt sødt, synes jeg.

Mine sting og plastre blev fjernet, og nu kan jeg igen bevæge mig ind i en brusekabine. Hurra! Det har jeg godt nok savnet. Det er ikke videre flatterende med etagevask, uanset hvor flotte bryster man så synes man render rundt med. Arrene kunne jeg se med et spejl. De er ikke slemme, men lidt længere oppe på brystet end jeg kunne ønske mig. Jeg havde troet de ville være gemt i 'folden', men måske de rykker derned når det hele falder mere på plads. De næste 5 uger skal jeg så beholde min sportsBH på, men ellers kan jeg leve 'helt normalt'. Manden med kniven har endda givet sin velsignelse til, at jeg kan tage en lidt smartere BH på for en aften, hvis jeg har behov for det. Jeg spurgte ham bebrejdende, om han og ikke synes min bredstroppede bomuldsringbrynje var sexet nok. Det grinede han længe over, hvilket jeg tog som et 'nej'.

BH-indkøb bliver næste uges store projekt.

Dønninger i svømmehalen

2006-06-21T08:33:00.000Z

En af de ting jeg så frem til inden min operation, var det at kunne fylde lidt kurver i min badedragt. Kombinationen af et stramtsiddende nylonhylster og en a-skål uden bh-opbakning, var nemlig ensbetydende med den berømte strygebrædtmodel. Ikke at det generede mig voldsomt, man svømmer enormt hurtigt med den facon, men jeg var ofte misundelig på alle de kurvede badedragter jeg normalt var omgivet af. Faktisk synes jeg at badedragter er den form for påklædning, som præsenterer kurvede kvinders kroppe på den bedste måde. Kurverne bliver fremhævet, mens folder, rynker og strækmærker bliver dækket af nylonhuden. Store, tykke kvinder ser godt ud i badedragt, synes jeg.

Forleden skulle min datter til svømning, og eftersom jeg skal være med i bassinet og støtte hende, blev det altså min verdenspræmiere som barmfager badenymfe. Vi var sent på den, så jeg krængede badedragten på i løbet af 4 skunder, greb min omklædte datter, og strøg ind i svømmehallen i fuld galop. Jeg var nær hoppet tilbage i omklædningsrummet. Åhhhh, hvor mine bryster gyngede og svuppede, nu de ikke havde støtten fra deres sports-ringbrynje. Jeg ved naturligvis ikke om alle de andre mødre på holdet tidligere har bidt mærke i mit manglende brystparti, men jeg havde bestemt en følelse af, at de undrede sig over den nu skvulpende forpart. Det var bestemt en uvant følelse. Jeg sneg mig langs bassinkanten, og havde den største lyst til at sætte en hånd op og stoppe de uregerlige bryster. Oplevelsen blev naturligvis ikke bedre af, at jeg pga. de nye sting og plastrene helst ikke skulle dyppe overkroppen for meget i poolen, så jeg gik rundt i vandet, rank, som en anden tinsoldat. Alle de andre forældre lå nede i vandoverfladen og plaskede med deres børn. Svømmelæren var irriteret over at jeg ikke dyppede mig, så hun kommanderede os til at hoppe 10-20-30 med ungerne, og understregede at alle voksne skulle gå helt under vandet. Heldigvis var der en af de mere forfængelig mødre, som nægtede at dykke på grund af sit hår, så jeg forblev standhaftig sammen med hende.

I omklædningsrummet efter svømmetimen studerede min datter mine bryster. Hun er en meget kontant ung dame, og selv om hun var bekymret over plastrene, var der ikke megen medlidenhed at hente.

-Skal man have sådan nogle babbedutter opereret ind? spurgte hun med lettere væmmelse.

Jeg forklarede, at man slet ikke behøvede den slags, og at små bryster var lige så fine som store. Bryster skulle hun nok få under alle omstændigheder.

-Jamen, så tror jeg altså bare jeg vil have mine egne bryster, blev hendes konklusion.

Vi snakkede også om, at bryster jo dybest set er der for at lave mælk til babyer, og det har mine to små jo altså været fremragende til. Det fik jeg også lige forklaret hende. Hun ville så vide, hvorfor jeg dog ikke havde fået lavet nogle bryster med mælk i, når de alligevel skulle skæres i. Det synes hun ville være enormt smart. Min datter var i øvrigt overbevist om, at hun nok skulle få nogle bryster som var lidt større end mine små, ja faktisk større end mine silikonebryster, og så var der jo slet ikke nogle problemer. Det kunne jeg jo kun give hende ret i. Min datter er forresten fire år.

Hjernekapacitet i armhulehøjde

2006-06-19T13:42:00.000Z

Naajjj, det er ikke mig på billedet. Hverken før eller efter. Kvinden til venstre er til gengæld vigtig bestanddel i dagens tekst

Lørdag aften. Vennerne har indbudt til grill i baghaven. De andre gæster er en blanding af kollegaer og naboer. Ikke hvad jeg normalt ville kategorisere som 'gode venner'. Bekendte, af en slags. Snakken går ikke på noget videre højt niveau, men jeg forsøger at følge med, da en af konerne begynder at fortælle om sit ubetingede yndlingsprogram på tv: Big Brother. Når jeg denne aften kan deltage i denne spændende samtale, er det udelukkende på grund af min lange mandag eftermiddag i sidste uge, hvor jeg slog timerne ihjel med 'snot' fra fjernsynet. Big Brother er i mine øjne i høj grad kategoriseret som snot, og jeg ser det kun i mangel af alt andet. Nå, men nabokonen her taler om de forskellige personer som er med i programmet. Alle besynderlige personligheder, og flere af dem med bryster som er ombygget til mere eller mindre groteske størrelser. Ugebladsbryster.

Big Brother-personerne er selvfølgelig mennesker vi alle har lov til at hade, hvis vi har behov for det, men jeg bliver pludselig en smule bekymret, da snakken i højere og højere grad omhandler disse kvinders brystparti. Pludselig udbryder nabokonen, med forøget lydstyrke:

Jeg har hørt folk som siger, at hun (Kvinden i Big Brother) er åh så intelligent. Se på hende! Hun har fået indopereret silikoneklumper på størrelse med mit hoved. Hvilken intelligent kvinde ville gøre den slags ved sin krop?

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare.

Njam, øhm. Det vil jeg på den anden side. Alligevel. Jo, det har jeg også hørt folk som...har hun virkelig?

Jeg studerer med interesse den rest af salat som gemmer sig på min tallerken. Skal jeg springe op og forsvare silikonesøstrene, eller gør jeg klogest i at holde kaje? Jeg ved tilfældigvis, at nabokonen er en af de få kvinder i nabolaget, som kender til min veninderøv's operation, og at hun overfor veninderøven har givet den slags sin fulde forståelse og opbakning. Ved hun at jeg er blevet opereret? Er det en provokation, eller skyldes hendes udbrud at hun har drukket 10 øl, vejer 40 kilo for meget, og at hendes ægteskab hænger i laser?

Siden hvornår er intelligensen blevet noget man bærer mellem armhulerne? Er det fordi hun selv er en dobbelt D, at hun tror det er sådan verden hænger sammen, og at kunstig intelligensforøgelse derfor ikke er tilladt? Havde samtalen nu tilfældigvis drejet sig om komsmetiske operationer omhandlende tunge øjenlåg, og havde jeg fået foretaget sådan en fire dage forinden, så tror jeg nok jeg var sprunget op og havde forsvaret min beslutning. Bryster er åbentbart en anden klasse af kosmetiske operationer, og ...i mere end en forstand!...et kildent punkt for visse kvinder.

Jeg valgte at tie, men kan ikke helt afgøre om jeg var en martyr eller kujon. Næste gang skal jeg forsvare. Det lover jeg.

Søstersolidaritet

2006-06-15T10:26:00.000Z

Min søde veninde fra Færøerne har hørt om min operation, og har givet mig stof til eftertanke. Hun er selv en lille a-skål, så hun ved hvad jeg taler om, fortæller hun. Først er jeg naturligvis glad for at have en lidelsesfælle, og pludselig går det så op for mig, at jeg med en struttende c-skål ikke længere har lov til at være med i klubben af småbrystede kvinder. Tænk, det er jeg faktisk ked af.

I alle de år hvor jeg har rendt rundt med mine små bh-er, hvis jeg overhovedet havde bh på, har jeg altid følt en form for søstersolidaritet, når jeg har mødt en kvinde med små bryster. Jeg har nok altid foretrukket at dele hotelværelse med den småbarmede frem for en storbarmet, hvis jeg stod foran en mig på forhånd komplet ukendt flok af kvinder. Jeg har været lykkelig, hvis jeg mødte en lidelsesfælle ud for a-hylden i undertøjsafdelingen i Damernes Magasin, og er ofte faldet i snak med pågældende. Jeg har følt mig stærkere, når jeg har talt med disse lidelsesfæller. På en eller anden måde har de små bryster ikke været helt så stort et problem, hvis jeg har kunnet stå og grine over min a-skål med en vildfremmed, som tilfældigvis har været helt klar over hvad jeg tænkte og følte. Fællesskabet er forresten på internationalt plan. Jeg har konstareret at kvinder i New Zealand, Kina, Bulgarien, Tyskland, England, Danmark, USA og Tjekkiet har præcist de samme problemer i den forbindelse. Unge som gamle. Det kan da ikke være helt tilfældigt.

Storbarmede kvinder kan af gode grunde ikke helt sætte sig ind i den slags. Jeg er ked af at sige det piger, men det kan I altså ikke. I ved muligvis hvad det vil sige at have bryster som ikke er pæne nok, ikke lever op til jeres ønsker og den slags, men I kan ikke være med i klubben af småbrystede. Nu betyder det så ikke, at jeg ikke bryder mig om kvinder med store bryster. Jeg er for så vidt bedøvende ligeglad med hvad størrelse mine veninder er, og jeg har da også beklaget mig højlydt til både de storbarmede og småbrystede over min sølle barm. Der har i mine øjne altså bare altid eksisteret en eller anden form for uforklarligt fællesskab mellem mig og andre kvinder med a-skåle. Sikkert som vi mennesker på alle andre måder kan lide at sammenligne os med andre, og finde fællestræk. Der er selvfølgelig også fælleskab mellem folk som holder af de samme bøger, vegetarer, og folk fra Svendborg, som mødes på Costa Brava for første gang. Jeg synes alligevel at brystfællesskabet er noget særligt. Måske fordi det ofte kan ses på lang afstand; inden man er begyndt at kommunikere verbalt. Måske fordi jeg har levet med det i så mange år, og forresten aldrig har været på Costa Brava.

Det korte af det lange er, at jeg i fremtiden nok får svært ved at tage del i det fællesskab. Jeg vil for det første ikke være at finde ud for a-hylden i Damernes Magasin, og de andre a-skåle vil nok heller ikke spotte mig som en ex-a, og af den grund lukke mig ind i klubben. Underligt i grunden. Som jeg skrev inden operationen, så tror jeg altid at jeg i mit hoved vil være småbrystet - ved godt det ikke hedder sådan, men jeg bryder mig ikke om fladbarmet eller det der er værre! - og det er både godt og ondt. Skal jeg nu leve med en identitetskrise, hvor jeg som en anden gøgeunge prøver at mænge mig med de forkerte, fordi jeg i virkeligheden render rundt i lånte fjer? Uha, det lyder mere indviklet end jeg har lyst til at tænke på.

Journal for brystimplantise

2006-06-14T13:53:00.000Z

Pheww! Det var godt nok en hård aften i går. Jeg havde i den grad løbet for stærkt hele dagen, glemt at spise aftensmad og smertestillende, og måtte til sidst gå i seng med feber og kulderystelser. Det hjalp at knappe bh'en af .... selv om jeg officielt skal have den på 24 timer i døgnet de næste to uger!... og hvor var det dog dejligt at sove i min egen seng igen.

Dagen for operationen begyndte som et rent marerridt. Udover, at jeg ikke havde sovet om natten, blev det også rent morgenkaos da resten af familien stod op. Jeg pakkede tasker til børn, lavede morgenmad, gjorde mig selv klar, og prøvede at virke helt rolig og afslappet, selv om jeg havde mest lyst til at skrige efter dem allesammen. Min mand skulle jo også afsted, og det gjorde kun ondt værre. Han havde en masse småting han lige skulle have ordnet, og det irriterede mig grusomt. Tiden skred derfor frem med uanet hastighed, og pludselig skulle jeg afsted. Der blev ikke tid til at køre mig ind på hospitalet alligevel, så jeg blev i stedet sat af på den nærmeste busholdeplads udenfor byen, og kunne så selv finde vejen derind. Det gør mig ikke noget, at jeg skulle klare mig selv, men det gjorde mig noget, da det tog halvanden time at komme derind med bussen, og jeg derfor var en halv time forsinket. Mit blodtryk var en anelse højt da jeg nåede frem, men personalet var søde og flinke; Jeg havde jo altså også betalt for gildet.

Manden med kniven dukkede op så snart jeg var kommet ind på mit værelse. Han skulle udfylde formularen for hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig, og jeg skulle skrive under på, at jeg var enig. Jeg understregede, at jeg for alt i verden ikke ville vågne op med 'for små' bryster. Han bad mig slappe helt af, og lovede at de nok skulle blive 'gode', og at han var helt klar over hvad det var jeg ville have. Det undrede mig en smule, for jeg tror i grunden ikke jeg selv havde været helt klar over det. Han viste mig også mine 'før-billeder', og de var godt nok stygge. Det var første gang jeg havde set mine bryster i fotoformat. Jeg må indrømme, at jeg har gået rundt og troet at de var pænere, end de var der på billedet. Fotogalleriet fik mig altså ikke ligefrem til at ændre min beslutning om at blive opereret. Manden med kniven sagde, at han glædede sig til at se mig senere, og selv jeg godt vidste at han primært glædede sig til at sætte skalpellen i endnu en opgave, var det alligevel betryggende med hans interesse.

Dagen uden mad og drikke blev lige så lang som ventet. Heldigvis var jeg træt, så jeg slumrede lidt, men ellers skete der ikke det store. Jeg ser normalt aldrig tv i dagtimerne, men fik, om ikke andet, lært, at jeg ikke skal se det som et tab. Sikken dog en gevaldig omgang snot man lukker ud til tvseere mellem klokken 13 og 17. I løbet af dagen kiggede sygeplejerskerne forbi med blodtryksmålingsapparater og den slags aparatur. Jeg tror jeg fortalte dem 300 gange hvad jeg hed og hvornår jeg var født, og at jeg hverken havde allergier eller andre sygdomme, som kunne have indflydelse på operationens udfald. Narkoselægen dukkede op ved 16.30-tiden. Han var mægtig flink og sagde, at jeg ikke skulle være bekymret, og at de ville komme og hente mig om en halv time. Så blev jeg først bekymret, og pulsen røg godt nok i vejret. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at se tv eller høre radio, men prøvede at gætte en kryds og tværs. En skandinavisk grøntsag på 5 bogstaver. Jeg anede ikke hvad det var, og det irriterede mig. Prøvede også Suduko, men aner i grunden ikke hvad det går ud på. Så dukkede narkoselægen og narkosesygeplejersken op. De trillede mig afsted i sengen, og min puls slog hurtigere og hurtigere. 3 etager op. Både pulsen og sengen. Der er noget ydmygende i at blive kørt afsted i sådan en hospitalsseng, når man er ved sine fulde fem, og lige så godt kunne have gået. Jeg måtte ikke engang selv hoppe over på operationsbriksen, men skulle bæres. Jeg havde forventet at manden med kniven ville have været der, men det var han slet ikke. Narkoseholdet stak nålen ind i min arm. En anden sygeplejerske snakkede min opmærksomhed væk fra nålen, mens hun gav mig en pulsmålerklemme på fingeren. Narkoseholdet begyndte at brokke sig over at droppet ikke virkede. Jeg var lige ved at blive bekymret, men blev så stille og roligt sløvere, sløvere og sløvere...

Tre sekunder senere var jeg i opvågningsrummet. En sygeplejerske stod bøjet ind over mig. Jeg hedder Inger, sagde hun med en kraftig svansk accent. Jeg blev vildt glad over at have en svensker stående, og spurgte straks om hun kendte en skandinavisk grøntsag på 5 bogstaver. Det gjorde hun ikke. Jeg begyndte at snakke svensk til hende, og narkoselægen troede vist jeg var skør. Så kom jeg i tanke om hvorfor jeg var der, og fik kigget ned i halsudskæringen på operatinsskjorten. Der var de så, de to nye bryster. De virkede ikke voldsomt store, men jeg var lidt ligeglad. Måske fordi jeg havde fået en god dosis morfin. Jeg havde det daajjjligt Jeg faldt vist i søvn igen, og så kørte de mig op på stuen. Her lå jeg så og ventede på at få noget mad. Jeg havde jo været fastende siden klokken 9 om morgenen, så jeg var godt nok sulten og tørstig. Sygeplejerskerne kom ind og målte blodtryk, og forklarede at jeg havde drop og dræn, og derfor ikke måtte stå ud af sengen. De gav mig lige en mundfuld vand, så jeg kunne teste om jeg kunne tåle at drikke. En veninde ringede og spurgte hvordan jeg havde det, og mens jeg talte med hende forduftede sygeplejerskerne. Kanden med vand havde de sat på et bord for enden af sengen. Jeg måtte altså samle mine ledninger og slanger omkring mig, og kravle ned i den anden ende af sengen hver gang jeg ville have noget at drikke. Lidt irriterende. Mad fik jeg ikke noget af, ligesom jeg heller ikke blev tilbudt at få vasket ansigtet eller børste tænder inden jeg lagde mig til at sove. Ikke den bedste service, og jeg var vågen af sult en god del af natten.

Næste morgen lå jeg fortsat med dræn og drop. Der kom morgenmad, og de tre tørre stykker toast var en ren velsignelse. Manden med kńiven kom forbi. Han var meget glad for resultatet, kunne jeg se. Måske fordi jeg var så glad. Han sagde at jeg sagtens kunne få de to dræn taget ud, og så smutte hjem. Han ville se mig igen om lidt over en uge, når stingene skulle tages ud. På en eller anden måde må jeg være blevet til et 'særtilfælde', men jeg ved ikke helt hvorfor. Beklageligvis gik der over en time før mine dræn blev taget ud. Det var en sygeplejestuderende som fik æren, og hold kæft hvor var hun dårlig til det. Det gjorde SÅ ondt, så jeg lå og sprællede i sengen. Resten af formiddagn gik med yderligere venten på det ene og det andet, og også på at få tilladelse til at tage en taxa hjem. Den slags tillod sygehuset normalt ikke. Jeg forklarede, at jeg jo ikke havde en mand til at gøre det, og at mine venner heller ikke kunne; de passede jo mine børn. Jeg fik endelig oversygeplejerskens velsignelse, og hun ringede efter en af sine personlige taxavenner, byens dyreste!

Sidste store opgave inden jeg skulle hjem var at prøve den særindkæbte bh: c-skålen. Jeg var nær væltet bagover ... eller rettere sagt 'forover'...da jeg stod ude på badeværelset og så mine bryster i spejlet. På grund af hævelsen efter operationen var de blevet koloenormt store. Jeg blev næsten helt forskrækket, og var et øjeblik bange for at det var for meget af det gode. Jeg fik med besvær knappet min c-skål på, og så var det tid at køre hjem.

Ungerne var glade for at se mig, men ligeglade med brysterne. Det er sikkert godt nok, for så bliver det hurtigere en 'naturlig del' af tilværelsen. De spurgte lidt til hvordan de var blevet lavet størrere, men ellers ikke noget.

Da jeg lå i min seng i aftes, smadret efter dagens dont og med en lettere feber, blev jeg pæudselig en lillebitte smule i tvivl. Havde jeg mon gjort det rigtige? Var de blevet FOR store? Kunne man leve et normalt liv med sådan et par junger foran? Var det ikke lettere med de små bryster, som jeg kunne løbe med, ligge på siden, på maven, stå på hovedet med, uden at de kom i vejen? Jeg var meget træt, og med de smertestillende i maven faldt jeg hurtigt i søvn. Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke at miraklet var sket. De gigantiske lunger fra aftenen i forvejen var blevet mindre. Ikke små, bare mindre, præcist som jeg gerne vil have dem.

Så der er jeg nu. Det virker næsten 'for nemt', når man tænker på alle de skrupler, spekulationer, tudeture, deprimerede timer og anfald af mindreværdskompleks jeg har været igennem. Jeg har ikke ret ondt i brysterne. Jeg føler ikke de 'sidder i vejen', men at de et eller andet sted altid har været der. Det har de jo også; i min fantasi. Nu er de så kommet udenpå, og det er jeg godt nok superglad for.

Så blev Aminus til c

2006-06-13T21:31:00.000Z

Ja, så er det hele overstået. Jeg har været på hospitalet og er tilbage igen i udbygget stand. Det er tirsdag aften, og jeg kan mærke at jeg har kørt for hårdt på hele dagen. Huset roder, ungerne er lagt i seng, og det er først her kl. 22.30 at jeg har fået tid til at spise aftensmad. Det er vist ikke helt sådan man skal komme sig efter en operation. Jeg skriver derfor ikke ret meget i denne omgang, men ville bare lige sige at det ikke gjorde nær så ondt som jeg havde frygtet, og at jeg er meget, meget glad for de større bryster. Lige nu er de nærmest skræmmende store, min til lejligheden indkøbte c-skål viste sig at være for lille, men jeg ved at brysterne er hævede, og derfor sikkert bliver præcis den størrelse jeg havde ønsket mig, når det hele falder på plads. Manden med kniven var vildt begejstret, og vil som noget helt specielt se mig når der skal fjernes sting, selv om det ormalt er noget sygeplejerskerne ordner. De ER altså også flotte, brysterne altså...ikke sygeplejerskerne... så jeg kan godt forstå hvis han er stolt af sit værk. Jeg er nødt til at hoppe i seng, men kommer med en længere udgave af hospitalsturen i morgen.

Oh, at være en præmieko

2006-06-12T04:16:00.000Z

Så sidder jeg her en ganske tidlig mandag morgen. En morgen som alle andre, og ingen morgen i tusind år. Jeg har ondt i maven af for mange tanker, men er en helt del roligere end i går aftes. Alt babysitteri er faldet på plads til den store guldmedalje. Jeg har set min veninde, hende jeg fortsat mener er en røv, og også hendes hendes nye bryster. Hun græd næsten da hun talte med mig, så skuffet er hun. Det er jeg selvfølgelig ked af på hendes vegne, men på den anden side forstår jeg ikke helt hvorfor hun er så skuffet over dem. De ser aldeles pæne og natulige ud, og selvfølgelig er de blevet en pæn sjat større; blot ikke så store som hun havde håbet på. Hendes mand har også udtrykt sin skuffelse over størrelsen, og det gør selvfølgelig kun det hele meget værre. Han kan derfor også hermed komme i samme kategori af nedre menneskelige regioner, som jeg allerede har anbragt hans kone i. Jeg tror jeg har ret i min teori om, at hun - og sikkert også manden! - har kigget for meget på silikonebryster på Internettet. Ud fra hvad hun på forhånd sagde til mig, om hvilken størrelse hun ville have, så er det præcist de bryster hun har fået. Måske var hun slet ikke klar over, hvad det i virkeligheden var hun ønskede. Desværre er jeg ikke sikker på, at manden med kniven giver ombytningsgaranti på den slags opgaver; det er kun når man køber håndtasker, man får den slags. Det er forbandet ærgerligt for hende, og det gør mig ondt på hendes vegne. Måske er det i virkeligheden her den største fare ved silikonebryster ligger: Alle operationsmodne kvinder går rundt og forventer et perfekt resultat fordi de de betaler for det, og fordi vi bliver stopfodret med utallige udgaver af 'perfekte' silikonebryster i tide og utide. De 'almindelige', og måske endda helt naturlige udgaver, som vel er det typiske sæt silikonebryster, dem ser man aldrig. Det er jo heller ikke kun præmiekøer der render rundt på markerne; men det er dem der får medaljer på dyrskuerne.

Men jeg sidder altså her; parat til start. Det er hedebølge udenfor, så det bliver nok en lang dag uden noget at drikke. Gad vide om de vil putte mig på et drop? Som tidligere nævnt, er nåle bestemt ikke min stærke side, så jeg tørster gerne lidt hvis jeg kan undgå dem. Forresten er klokken lidt i fem. Ude i haven er den mest fantastiske morgen begyndt, og de fede duer futter rundt på den dugvåde græsplæne. Haven er et overflødighedshorn af fuglekvidder og fnidder. Jeg er stået op for en halv time siden; lettet over at natten var overstået. Jeg tror ikke jeg fik sovet mange minutter i nat, men det betyder måske at jeg kan slå dagen i dag ihjel med en lille lur. Jeg føler mig fit for fight.

Hvorfor er det så jeg fortsat synes at min veninde er en røv? I går fortalte hun mig, at hun skal ind på hospitalet i dag klokken 10 og have fjernet sting. Jeg skal være på selvsamme hospital og selvsamme afdeling klokken 10.30, og skulle selv have transporteret mig derind ved hjælp af offentlige transportmidler, som virkelige er lidt af en by i Rusland her hvor vi bor. Jeg tillod mig derfor at spørge min veninde, om jeg eventuelt kunne få et lift. Det kunne jeg ikke! Hvad siger man så? Hun kunne ikke rigtigt forklare hvorfor. Da jeg spurgte hende, om hun ville holde øje med mit hus mens jeg var væk, sagde hun, at det kunne hun slet ikke overkomme. Jeg mente ikke gøre rent, vande planter eller fuge ydermurene, men blot 'kigge efter'. Jeg må have fået tisset på hendes sukkermad på en eller anden måde, eller også er hun bare ualmindeligt dårligt opdraget. Jeg var ved at tude over skuffelse, for hun stod selv og talte om hvordan vi har 'hjulpet' hinanden i det her. Godmorgen min bare røv!

Pyt nu med det, jeg skal pakket mine og ungernes sydfrygter...for ikke at glemme deres nelliker!...og så drager jeg ind til hospitalet. Nu er det tilfældigvis blevet således, at min mand kan køre mig ind på hospitalet. Godt nok lidt tidligere end nødvendigt, men det gør min dag en helt del mere overskuelig, så jeg er glad.

Klokken er 18.00

2006-06-11T17:02:00.000Z

...det er søndag aften, og jeg har stadig ikke en babysitter til i morgen og på tirsdag. Spørg lige om vejrtrækningen på nuværende tidspunkt er en smule anstrengt. Kald mig forresten gerne en uansvarlig mor og uorganiseret gimpe; jeg føler mig som sådan.

Tag lige den telefon!

2006-06-11T13:38:00.000Z

Så trækker vi lige vejret heeeelt roligt. Min veninde, ikke røven, men hende som lovede at passe de ældste af mine børn mens jeg er på sygehuset, er forsvundet fra jordens overflade. Hun har været på ferie i tre uger, og i sidste uge, hvor hun var hjemme, kunne jeg ikke ringe hende op. Telefonnummeret virkede ikke. Det gør det nu, men hun tager ikke telefonen. Jeg kørte ud til hendes hus i dag, og kunne se på de åbne vinduer og kaninburene i haven, at de er hjemme...altså i landet. De var ikke hjemme i huset, da jeg stod der og hamrede fortvivlet på døren. Jeg tager det roligt...lidt endnu. Det er I MORGEN jeg skal ind og opereres, og jeg får godt nok et hysterisk anfald, hvis hun har glemt at hun skulle passe mine unger. Jeg har en plan B, men jeg begynder ikke at sætte den i værk før om et par timer eller sån'. Det kan jo være hun er helt klar på at børnene kommer, men at hun tager det i den rolige og afslappede ånd, som det skal tages. Det er sikkert bare mig som er lidt følsomt anlagt i dag.

Nøjs, hvor er jeg godt nok også nervøs. Jeg vågnede op med hjertebanken i morges. Bange for i morgen. Nej, nok snarere en blanding af spænding og og rædsel; lidt som når man venter på at rulle ned ad den stejleste bakke, eller slå halvanden saltemotale, i verdens vildeste rutschebane. Forventningen om det uventede har vist altid fascineret menneskeheden, selv om man lige inden gerningsøjeblikket ofte spørger sig selv, hvorfor det nu lige var man fik den ide at køre med rutschebanen, springe ud med faldskærmen, kælke ned at den sorte piste eller...få sine bryster opereret større. Jo, jeg ved godt HVORFOR jeg gør det, jeg kan bare nok ikke lige huske hvor det nu var jeg fik modet fra. Kildrende isklumper i maven. Om 24 timer er jeg sikkert ved at dø af sult og nervøsitet, og om 28 timer vågner jeg så ...håber jeg da!... op med de nye pamfletter.

Jeg trænger godt nok til en stor stærk hånd at holde fast i, men håber at sygeplejerskernes små, blide hænder kan bruges i stedet.

Lige nu er det dog fortsat ungernes pasning som har højeste priritering på hysteriskalaen. Ikke mig. Jeg ved ikke om jeg når at skrive mere inden den store dag. Måske et sidste pip i nattens mulm og mørke, når jeg i aften ligger og ikke kan falde i søvn. Hvis ikke, så er jeg helt sikkert tilbage på tirsdag, som den samme Aminus...bare med lidt større bryster.

Skål for de små bryster!

2006-06-10T20:24:00.000Z

Pludselig synes jeg jeg ser dem allevegne: Store, grimme, silikonebryster. Sådan nogle halve grapefrugter, som er klistret på med hobbylim...sådan ser det i hvert fald ud. Altså det er ikke på gaden jeg render ind i dem, men i ugeblade, tvannoncer, film på tv etc. Jeg ser silikone overalt. Det er klart, at jeg er fokuseret på andre kvinders brystparti som aldrig før, fordi jeg jagter rundt efter en ide om, hvordan jeg mon selv ser ud mandag aften. Jeg ved hvad jeg har, men jeg aner ikke hvad manden med kniven får bakset sammen til mig. Jeg har også været tilbage og studere 'før og efter-billeder' på plastikkirurgers websites, og hvor jeg før sad med åben mund og polypper af betagelse, sidder jeg nu og rynker på næsen. Ser stort set kun de silikonemodeller som jeg IKKE vil have.

Er det et sidste øjebliks god fornuft som er dukket op, eller er det almindelig opreationsangst garneret med hysteri? Jeg er ellers god og glad og render i dag rundt med en lille t-shirt som på ingen måde dækker for mit manglende brystmål. Det er lidt som om jeg nyder de sidste dage som a-skål i fulde drag, og sørger for at ingen glemmer den del af mig; heller ikke selv om jeg er en lidt større skåludgave næste gang de ser mig.

Hvad er det så jeg i virkeligheden drømmer om at få? Som sagt noget i omegnen af en c-skål, men ellers bare et par bryster som ligner dem jeg har nu til forveksling, og som ser aldeles naturlige ud. Sådan en kloning set gennem et forstørrelsesglas. Mon manden med kniven kan modelere sådan et par?

Verdens modigste kvinde

2006-06-09T08:20:00.000Z

En af mine gode veninder bliver opereret, og det er ikke en simpel kometisk operation som min. Min veninde får foretaget en af de hersens fedmeoperationer, hvor der bliver flyttet rundt på størrelsen af tarmsystemet, så hun ikke længere kan spise helt så meget. Hun HAR forklaret mig hvad det er lægerne skal gøre ved hende, men jeg kan stadig ikke helt forstå princippet. Hvad jeg derimod kan forstå er, at det er en i den grad livsændrende operation, som hun har været nødt til at kaste sig ud i, fordi hendes overvægt efterhånden er blevet så alvorlig, så den truer hendes helbred. Hun er en klog kvinde i sin bedste alder, og har en dejlig lille unge, så jeg forstår godt at hun vil have helbredet banket på plads. Jeg synes min veninde er noget nær jordens mest modige menneske, men er samtidig hulens bekymret for hende.

Det som så også nager mig, når jeg snakker med veninden om hendes operation, er at jeg ikke har fortalt hende om min operation. Jeg skammer mig lidt over at skulle igennem sådan en kosmetisk detalje, og at jeg endda piver lidt over de problemer det giver mig, når hun med oprejst pande og smil på læben kaster sig ud i sin langt alvorligere omgang. Hvis jeg ikke bryder mig om mine nye bryster, kan jeg jo altid få dem fjernet igen. Hvis min veninde ikke er tilfreds med sit nye tarmsystem, er hun altså nødt til at leve med det resten af sit liv. Hendes operation går i gang om noget nær 1/2 time, og jeg har helt ondt i maven af bekymring. På den anden side ved jeg også, at hun glæder sig til 'sit nye liv', og jeg beder til at det må blive alt det hun har drømt om.

Fredag i dag, lørdag i morgen, søndag i overmorgen, og så er det min tur. Jeg føler mig fortsat lidt alene i verden, fordi jeg skal tage alene ind på hospitalet, ikke får besøg mens jeg er der, og så i øvrigt tager en taxa hjem til et tomt hus dagen efter. Det havde været rart med 'nogen' til at forkæle lidt, men jeg klarer den jo nok.

To skridt frem, og tre tilbage

2006-06-08T20:56:00.000Z

Min veninde, hende som jeg ved et uheld tidligere er kommet til at omtale som en røv, blev opereret i mandags. Jeg har ikke set hende endnu, men talte i telefon med hende i går. Hun skyndte sig at fortælle mig, at det slet ikke gjorde spor ondt, ikke mere end en tandrensning hos tandlægen, og at personalet havde været noget så søde etc. etc. Jeg fornemmede, at der alligevel var noget som nagede hende, og det kom da også frem, da jeg spurgte om udfaldet af operationen; om hun var tilfreds med resultatet. Det er hun ikke, det stakkels menneske. Hun var heller ikke videre glad da jeg talte med hende. Hun synes brysterne stadig er for små. Jeg forstår det så ikke helt, for til mig fortalte hun netop, at hun ikke ville have lavet dem specielt store, men bare lidt 'større'. Hun har sikkert set for mange 'før og efter billeder' af silikonebryster, så det hun så som 'almindelige størrelser', i virkeligheden er kæmpestore...undskyld hvis jeg ikke formulerer det videre klart. Jeg tror bare at mange har en ide om at silikonebryster af princip er kæmpekoloenorme, og det er de jo altså ikke. Hvis du bestiller et par 'almindelige små, men pæne, tak', ja så får du sådan et par proppet ind. Det må godt nok være noget nær det værst tænkelige scenario: Man går rundt og er ked af at ens bryster er for små, så betaler man en god formue og gennemlever en del pinsler og ubehageligheder, så de kan blive større, og så bliver de atter 'ikke store nok'. Det er to skridt frem, og tre tilbage.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal undgå at komme i samme sitiation. Jeg vil bare så nødigt blive skuffet over operationen, for jeg har virkelig set hen til den som noget helt, vildt fantastisk. Skal jeg gribe fat i manden med kniven, og sige at han for alt i verden ikke må give mig små bryster, men endelig skal mase så meget silikone ind som der på nogen menneskelig måde er mulighed for at få presset ind? Eller skal jeg håbe på, at han ER erfaren nok til at vurdere, om den ønskede størrelse nu også passer til mig. Det var nemlig derfor min veninde fik hendes mindre bryster. Kirurgen prøvede de 'større' først, men syntes så ikke at de passede til hendes kropsfacon...'rammen', som han kalder det. Det er vel i grunden rimeligt nok...eller er det vildt urimeligt, når det er min veninde som betaler gildet? Skal kirurgen eller kvinden bestemme hvad størrelse der skal lægges ind?

Uhhhh! Flere bekymringer og spørgsmål at tage stilling til. Det er torsdag, og det betyder 3 dage til OP. Er det ikke lidt skræmmende, og har jeg ikke lov til at være bare en slille smule bange for det hele? Jeg ved forresten ikke helt hvor store mine bryster bliver. Jeg har bedt om noget i omegnen af en c-skål. Tænk nu hvis kirurgen vurderer, at jeg har så god en ramme, så jeg sagtens kan bære et par Pamela Andersonner. Hjælp! Så bliver jegnok lidt skuffet.

Lille spejl på væggen der....

2006-06-06T15:46:00.000Z

Så står man der foran spejlet. Der er mindre end en uge - wauwwww! - til min operation, så jeg har opbygget sådan en eller anden 'forventningens glæde selvtillid'. Jeg har sltså lært mig selv at ignorere de lidt for små bryster, fordi de nu er blevet til et midlertidigt problem. Jeg kan ligesom se en ende på deres størrelsesproblem.

Nå, men i hvert fald stod jeg her til morgen og spejlede mig selv i fuld og bar figur, da jeg trådte ud af bruseren. Det duggede lidt, spejlet, men efterhånden begyndte spejlbilledet at stå tydeligere frem. Det var om en ren åbenbaring, eller retteresagt en rædselsåbenbaring. Pludselig kunne jeg godt se, at det jo ikke kun er mine bryster som ikke er helt i fotomodelformat. Der er både flæsk i overskud, og et maveskind som godt kunne trænge til en opstrammer. Der er ben som ikke er så faste som de var, hud som ser generelt træt ud, og slappe overarme. Arrrj, de ser godt nok ikke alt for yndefulde ud.

Problemet er, at jeg selvfølgelig bliver ældre...hvilket jo for så vidt er heldigt nok. Fordi jeg har været så focuseret på min operation, og et par enkle andre elementer i tilværelsen, har jeg ligesom glemt at holde kroppen ved lige. Jeg plejede at dyrke en god sjat motion, løbetræne og alt det der, men da opmærksomheden blev rettet mod operationen, opgav jeg lidt vedligeholdelsen. Mest fordi jeg med udsigten til operationen var overbevist om, at de nye bryster naturligvis i samme åndedrag ville rette op på de andre småskavanker. I spejlet i morges kunne jeg så pludselig gennemskue, at der nok skal andre midler til. Altså ikke nødvendigvis mere kirurgi, med mindre jeg vinder i Lotto, men en god træning af den ældede krop. Det gør ikke noget, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, som udsigten til operationen har givet mig rosenrøde briller på, så jeg glemte og overså, at jeg ikke har en 23-årigs krop længere. Jeg har et fint forhold til min krop, som jeg jo kender til hudløshed, men hastigheden af ældningen kom alligevel som en overraskelse.

Pyt nu med det! Det er sommer, og jeg skal nok få strammet den op hist og her. Sådan lidt nødtørftigt, og så må de nye bryster altså klare resten af arbejdet....

Kunsten at tisse i en paphat

2006-06-01T07:09:00.000Z

Jeg var til min pre-OP på sygehuset i går. Altså, sådan en slags forundersøgelse, hvor de lige kan tjekke om jeg nu også er sikker at operere på. Det mindede lidt om de rundvisninger på barselgange jeg har deltaget i engang for længe siden, blot var det ikke nyfødte babyer det handlede om i det her tilfælde, og der var kun mig til at blive vist rundt. Det var den flotteste hospitalsafdeling jeg nogensinde har set, men den er selvfølgelig også 'privat'. Som den gode socialist jeg er af hjertet, skærer det lidt i mig at se at der er så stor forskel på private og offentlige hospitaler. Det kan så være lidt svært at holde den socialistiske fane højt, når man er i færd med at købe sig til en kapitalistoperation som min. Derfor ikke yderligere skriverier om politik.

Sygeplejerskerne var simpelthen SÅ søde. Nej, hvor de dog en positiv oplevelse. De snakkede nemlig også om den følelsesmæssige del af sagen. Spurgte, lyttede, gav gode råd og ideer, og var forstående; sådan som en god sygeplejerske skal være. Den ene af dem havde taget sig af brystopererede kvinder i mere end 15 år, så hun var simpelthen den fødte rådgiver til kvinder som skal have lavet brysterne større.

Jeg skulle have taget blodprøve og aflevere en urinprøve. Blodprøver er ikke min stærke side, for jeg tror aldrig jeg vænner mig til de der nåle. Jeg ved godt at det ikke gør spor ondt, og det gjorde det heller ikke i går, men jeg får alligevel koldsved på panden og hjertebanken hver gang jeg skal have det gjort. Det var heller ikke helt nemt med urinprøven. Den skulle nemlig afleveres på stedet, og ikke medbringes i en fin lille plastikflaske. Jeg havde derfor drukket adskillige flasker vand hjemmefra, så jeg var sikker på at jeg ikke ville løbe tør i det sekund hvor jeg skulle tisse på kommando. Til min overraskelse fik jeg ikke en fin lille plastikflaske, som jeg skulle forsøge at ramme under seancen, men en stor pappotte, som blev monteret i toilettet. Jeg skulle altså bare sidde og tisse helt normalt. Nu skriver jeg så godt nok 'stor', men der var faktisk tale om en flad potte af begrænset størrelse. Som jeg sad der og lod vandet risle ned i pappotten - ikke at forveksle med en papfis! - var jeg derfor overbevist om, at den ville løbe over. Der var dog ikke anden udvej end at tisse færdig og håbe det bedste. Potten viste sig heldigvis at være stor nok, og jeg er overbevist om at sygeplejersken var yderst imponeret over min indsats.

Sygeplejerskerne gennemgik procedurerne med mig, og operationen lyder ikke så alvorlig, som jeg i disse dage af og til går rundt og tror. Jeg skal dukke op på sygehuset om formiddagen. Så kommer den lille mand med kniven og narkoselægen og fortæller om alt det der skal foregå, og beder mig skrive under på, at jeg synes de har ret i alt det de siger og har tænkt sig at gøre. Herefter vil manden med kniven tage et kig på mine bryster, og med en diskret sort speed marker tegne sit velovervejede snitmønster ind på brysterne. Når de to læger er færdige med at tegne og fortælle, skal jeg så bare slå tiden ihjel til klokken 17.15 - tror jeg det er. -Du kommer til at kede dig, og de timer bliver sikkert nogle af de længste i dit liv, lovede sygeplejerskerne. Fordi jeg skal opereres må jeg hverken spise eller drikke i de mange timer, så det skal nok blive en lang dag. Jeg skal huske en masse gode bøger, og mit luksushummer har naturligvis også tv med alverdens spændende kanaler.

Ingen mad og drikke...det går virkelig ikke!

Nå, men jeg bliver lagt på bordet engang efter klokken 17. Klokken lidt efter 19 regner de med at jeg er tilbage på min stue, hvor jeg skal tilbringe natten. Her må jeg så gerne spise, så det vil eg se frem til. Næste dags morgen kommer manden med kniven ind og tjekker om hans værk er vel udført, og om jeg er glad, og så kan jeg eller rejse hjem igen med mine nye bryster.

11 dage igen. Jeg glæder mig.

Gamle t-shirts

2006-05-30T08:03:00.000Z

I mine kommodeskuffer ligger der stakkevis af t-shirts. Mest gamle og forvaskede, fordi jeg altid har 3-4 favoritter, som derfor bliver misbrugt på det groveste. Forvaskede og skæve bliver de, men der er alligevel de 3-4 stykker jeg foretrækker. Jeg har også en skuffe med fejlkøb. T-shirts jeg troede jeg ville se knaldende godt ud i, og som så viser sig at være rædsler, når først de kommer på. Jeg er som sagt ikke den store fan af prøverum, så jeg køber som oftest tøj uden at prøve det først. Mon ikke også de fleste køber en t-shirt uden lige at hoppe i den først? Grunden til at jeg gemmer disse t-shirts, er at der jo altid har ligget en lille mulighed for større bryster og luret i baghovedet. Det er nemlig primært fremhævningen af de små bryster, som har gjort, at en t-shirt er røget i 'duer-ikke'-skuffen'. Den stak af t-shirts glæder jeg mig til at tage hul på.

Der er selvfølgelig også 'duer-ikke-t-shirts' som jeg har gået med alligevel, og skidt højt og flot på de små bryster. Som sagt synes jeg ikke små bryster er grimme, så selvfølgelig er de blevet vist frem ved særlige lejligheder. Jeg har bare sjældent haft lyst til at vise dem frem. Jeg har altid en fornemmelse af, at deres begrænsede størrelse ofte er det som bliver lagt mærke til, frem for deres bevarede fasthed, gode facon, eller hvad de nu har af fordele.

Nå, men hvad jeg prøver at komme frem til er, at jeg altså glæder mig til at vise mine gamle forvaskede t-shirts mine nye større bryster. Faktisk er der også enkelte af de gamle forvaskede t-shirts, som burde være røget til de evige t-shirtmarker for længe siden, men som jeg gemmer fordi de også lige skal nå at prøve den nye størrelse. Jeg ved godt det det er lidt tosset - men jeg ER altså tosset på så mange andre områder - men det vil ligesom være at bevare min gamle krop, og få den forbundet med den nye del som dukker op. Lidt som når de garvede 6-klasser hjælper børnehaveklassens elever med at falde på plads i den nye skole. Det skal så lige understreges, at mine små bryster jo ikke forsvinder, de får bare lidt opbakning skubbet ind på undersiden. Mentalt vil jeg sikkert altid være en småbarmet kvinde, og det har jeg det i grunden fint med.

Forresten, så er der nu mindre end to uger til OP-dag.

Håndtasker

2006-05-26T10:19:00.000Z

Det er ikke kun fordi det er regnvejr her sidst i maj, men jeg føler mig altså sådan lidt øv i dag. Min søde veninde, hende som lovede at passe mine børn når jeg skal ind og have babedutterne udvidet, og så alligevel ikke kunne, ringede til mig i går og forklarede nærmere hvad begrundelsen var.

Vil I tro det??? Hun skal kraftpetervæltemig selv ind og opereres....11 dage inden mig.

Jeg ved ikke helt hvorfor det irriterer mig, men det gør det altså. Det er lidt fordi hun har hørt om min operation, og så tager hun altså også lige ind og gør det, som om hun skal have en ny håndtaske. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men jeg synes hun devaluerer min operation lidt, for jeg vil ikke sidestilles med håndtaskeindkøberne. Jeg har virkelig overvejet, tænkt og overvejet tusinde gange mere, tudet og bandet og svovlet, og så forresten også brugt lang tid på at finde de penge der skulle til. Min veninde har pumpet mig for oplysninger om hvor og hvornår den slags kan lade sige gøre, og så har hun lige hevet pengene ud af banken, bestilt en dato før min. Fik i farten også næsten aflyst min operation, fordi hun sprang fra som babysitter.

Min veninde har faktisk heller ikke hvad der i mine øjne tæller som 'små' bryster. Hun er ikke særlig høj og har en nyedelig b-skål; ikke helt operationsvaerdigt, synes jeg. Så nu sidder jeg altså her, og bliver helt fordumsfuld paa min venindes vegne. Det er jo det jeg konstant råber op om; at der kun er en eneste person i verden som i sidste ende kan afgøre om ens bryster er for små eller ej. Lidt skørt i grunden. Ligner sikkert grim misundelse i andres øjne. På den anden side, vil jeg nu blive hende som 'kopierede veninden', fordi min operation finder sted når alle andre har lagt mærke til min venindes nye bryster. Ren håndtaske.

Hallo, jeg fik altså ideen først!!!

Jeg skal lige ranke ryggen og tage mig selv sammen. Man bliver lidt hudløs med sådan en operation i sigte, synes jeg. Hånden på hjertet, så synes jeg sgu' min veninde er lidt af en røv. Er det i orden?

Kufferttanker

2006-05-22T22:41:00.000Z

Jeg går rundt og overvejer hvad jeg skal have med i kufferten når jeg skal indlægges. Ja, jeg ved godt at det kun er en hurtig hospitalstur, hvor jeg lige skal være en enkelt nat på sygehuset, men alligevel. Jeg skal naturligvis have tandbørste, et par trusser, lidt læsestof, nattøj, og så en bh ... og det er her jeg er lidt i tvivl. Jeg ved nogenlunde hvor store mine bryster bliver. På den anden side går jeg ud fra, at de vil være pakket ind i bandager, men at de stadig skal støttes og holdes på plads. Derfor kan jeg ikke helt hitte ud af, om jeg skal købe en kæmpestor bh med plads til plaster og gaze, eller jeg bare skal medbringe en bh i den størrelse som jeg forventer at blive, og så håbe at der vil være plads nok.

Ønske-bh'en har jeg allerede købt, eftersom den var en del af de nødvendige remedier til den første indledende undersøgelse. Det var den jeg havde på, da jeg prøvede de forskellige størrelser af silikoneklumer. Spøjst! Bh'en ligger oppe i en af mine skuffer. Den er ligesom det eneste fysiske bevis på hvad det er jeg skal igennem...hvis man altså lige ser bort fra regningerne som ligger og venter på at blive betalt. Jeg kigger på bh'en dagligt, og får et sus af forventning når jeg ser den. Der er dog også bekymringer og 'hvad-nu-hvis'er', men dem må jeg jo selv bøvle med. Jeg besluttede, jeg får regningen, og jeg betaler prisen for det hele.

Gode veninder er guld værd

2006-05-21T11:33:00.000Z

så var det slet ikke så galt endda. Jeg tog mod til mig, og spurgte en god veninde om hun kendte en babysitter, som kunne kigge efter ungerne den nat jeg skal være indlagt. Hun ville naturligvis vide hvorfor jeg skulle på sygehuset, og blev lutter smil da jeg fortalte hende hvorfor. Hun syntes det var helt genialt; måske fordi hun selv render rundt med noget nær jordens mest perfekte bryster. Hvor var det dejligt befriende. Hendes holdning, altså. Ikke brysterne! Forresten vil hun gerne passe mine unger. Hun anede ikke at jeg havde små bryster, sagde hun. Hun mente heller ikke der var en kat som ville lægge mærke til at jeg dukker op med større bryster, især ikke hvis jeg gemte dem lidt ad vejen til at begynde med. Det er i grunden lidt spøjst, at jeg har gået rundt og troet at alle andre havde lagt mærke til den flade forpart, og så er den måske blevet forbigået i absolut manglende opmærksomhed. Måske fordi jeg aldrig har udstillet de to små på voldsom vis, men som regel har gemt dem bag store. løstsiddende trøjer. Ikke at det gør så meget, for det er jo altså et skridt jeg tager for MIG og MIN skyld, og ikke for mine omgivelsers.

I morgen er der tre uger til min operation...

Læsset er væltet igen

2006-05-15T12:26:00.000Z

Min søde nabo, som havde tilbudt at passe mine børn når jeg skal ind og opereres, har trukket sig igen. Jeg står atter uden hjælp til børnepasning, og aner virkelig ikke mine levende råd. Hvor er det dog forbandet, at jeg bor fjernt fra familie og rigtige venner. Jeg er lige ved at aflyse hele baduljen. Der er kun lille mig i hele verden til at få det her sat på plads, og jeg havde allerede vendt og drejet alle mine hjerneceller for at finde en løsning. Hjælp!

Nedtællingen.....

2006-05-12T18:27:00.000Z

...er begyndt.

I dag er der præcis en måned til min operation.

Smil til fotografen

2006-05-10T09:21:00.000Z

Så er mine små babbedutter blevet foreviget på film...eller i hvert fald lagt på en diskette til min mappe til hospitalet. Kirurgen skal have dem at kigge på, når han går i gang. Det er for at se ens oprindelige brystparti i 'naturlig stilling', og ikke det udflydende par man sikkert har, når man ligger der og snuer på briksen.

Billederne blev taget i går eftermiddags, og det forløb absolut smertefrit. Det var nu en mærkelig fornemmelse, at stå der i trusser og ellers ingenting, mens en dame knipsede løs. Selv om jeg havde taget de smarteste trusser i skuffen på den morgen, måtte jeg lige rette en forvildet mærkat ind under elastikken. -Du vil hade de billeder for altid, hvis der sidder sådan et mærkat og stritter, forklarede kvinden med kameraet. Som om jeg havde tænkt mig at hænge mine 'førbilleder' op på væggen en dag.

Det var en kanonsød kvinde som tog billederne. Hun var det første menneske jeg har mødt i denneher procedure, som gav sig tid til at fortælle mig om den følelsesmæssige side af sagen. Manden som skal føre kniven var yderst proffesionel og kontant, men gik mest op i hvor meget silikone han skal pumpe ind, og hvordan det vil virke i en skæv barm som min. Hans sekretær, som har taget sig af udskrivning af regninger og bestilling af tid på hospitalet, har også virket meget forretningsmæssig, og ville ikke svare på spørgsmål omkring operationen. Fotodamen var til gengæld sød og positiv, og selv om hun 'kun' var sygeplejerske - eller måske netop derfor! - gav hun sig tid til at fortælle mig om de brystopererede kvinder hun møder via sit arbejde, og hvordan de har haft det efter operationen. Ifølge fotodamen er eftervirkningerne ikke nær så slemme som jeg havde frygtet, og de kvinder som kommer ind til 'efterbilleder', er altid spudlende glade for deres større bryster. Jeg var glad da jeg gik fra fotografen.

Alvoren har gjort sit indtog

2006-05-08T13:09:00.000Z

Så er regningerne for min kommende operation begyndt at dukke op. Uarrk! Det er i en noget anden kategori end dem man normalt får fra sundhedsvæsenet....ja, selv dem fra tandlægen: 3000 kr for bedøvelsen, 500 kroner for billeder af før og efter, 30.000 for selve operationen og de famøse silikoneklumper. Det er godt nok mange penge, og selvfølgelig kommer der en lille tvivl snigende, om det nu også er DET værd. På den anden side har jeg ønsket det her så længe, og sparet og lånt mig vej frem til min beslutning. Jeg skal blot minde mig selv om tårerne i omklædningsrummene, eller se mig selv nøgen i spejlet, så husker jeg hvorfor det ER hver en krone værd. Fordi jeg forsøger at bevare operationen som en hemmlighed, er der ikke mange at dele eventuelle bekymringer med. Jeg har en enkelt veninde som ved det, men hun gider jo ikke at høre om det hver gang vi ses. Min mand ved det naturligvis også, men hans interesse kan vist ligge på et meget lille sted...måske i en af mine nuværende bh'er? Jo, han synes nok det er spændende, men forstår vist ikke helt det følelsesmæssige aspekt i alt det her. -Det er vel ikke værre end at gå til tandlægen, sagde han for sjov så sent som i dag. Nu hvor det er ved at være lige-ved-og-næsten, kan jeg derfor godt føle mig en smule ensom. Det kunne have været rart at have andre ligesindede at dele sine tanker med, men det har jeg altså ikke.

Forskellen på film og bryster

2006-05-06T11:07:00.000Z

Hvordan kan det i grunden være at små bryster skal være i a-klassen, mens film bliver dårligere og dårligere jo længere man kommer ned i alfabetet????

'Silikonepatter'

2006-05-05T09:18:00.000Z

Læste et indlæg, skrevet af en kvinde, som tydeligvis var imod brystforstørrende operationer. Kvinden skrev med foragt om 'silikonepatter', og anbefalede folk med mindreværskomplekser at gå til en psykolog i stedet for en plastickirurg. Hun var irriteret over alle disse struttende barme, og hun havde aldrig hørt om en mand som kunne lide silikonebryster. Jeg forstod ikke helt hendes harme, eller problem. Jo, hendes problem var tydeligvis at hendes egen kæmpebarm var begyndt at hænge, og det irriterede hende at andre ikke bare kunne se den som det mest perfekte i verden. Der ER den måske...for hende, og så er det jo fint. Der er også masser af kvinder med små bryster, som synes at deres bryster er perfekte. Der er også kvinder med store flotte barme, som ikke er tilfredse, og så er der sådan en som mig, som ikke er glad for min to alt for små bryster. Hvis jeg nu ønsker at lave om på det, hvordan kan mine nye bryster så komme til at genere den aggressive hængebarm? Det er jo ikke for at genere hende, at jeg får dem lavet større. Det er for at gøre MIG tilfreds, og give mig mod til at gå på stranden, i svømmehallen osv, uden at skulle gå rundt og være helt hulrygget, af at forsøge at skjule mit brystparti.

Jeg havde engang en 'død' brun hjørnetand. Jeg levede med den i årevis, inden en tandlæge langt om længe anbefalede mig at få den dækket af en hvid skal. Jeg ved godt at den ikke er min 'egen tand', og at andre mennesker kunne have levet med den brune hjørnetand. Jeg blev bare hæmmet i min hverdag, og prøvede at smile akavet, for at skjule den grimme tand. Ikke mindst når der skulle tages fotografier, stod jeg der med sammenknebet mund. Ikke smart! I dag smiler jeg til den store guldmedalje, og der er jo ingen andre end jeg som lægger mærke til den lille forskel. Der er naturligvis heller ingen som har hånet mig for mit valg af 'plastiktand', og jeg er glad for min beslutning. Kan 'silikonepatter' ikke på et vist plan ligestilles med den lille hjørnetand. Rager det andre end mig? Bliver jeg stødt hvis en veninde har smartere tøj end jeg, taber sig fem kilo og jeg tager fem på, eller kører i en større bil end min? Nej! Det handler om personligt valg. Jeg ville være den sidste i verden til at håne en kvinde for hendes brystfacon, og håber derfor heller ikke andre vil håne mig for min efter den 12. juni.

Manden med kniven

2006-05-04T10:20:00.000Z

Han er en flink, midaldrende mand, ham som skal stå bag min brystforstørrelse. Kort, tyk, og ikke ret meget hår. I hans skab på kontoret så jeg en mappe med 'ansigtsløftninger'. Det er altså ikke kun bryster han tager sig af. Gad vide om han ser anderledes på kvinder? Er den perfekte kvinde en han har haft skalpellen i, eller en som trænger til alle hans operationer? Hvis han var min mand, ville jeg nok anbefale ham en slankekur...

pssssttttttt!

2006-05-02T10:38:00.000Z

Jeg skal ud og have taget 'før-billedet' i denne uge. Det er heldigvis en kvindelig fotograf, og bliver forresten første gang nogensinde mine bryster bliver fotograferet i afklædt tilstand. Næppe materiale til en side 9...

Kunsten at købe en BH

2006-05-02T09:43:00.000Z

Jeg har ikke bare små bryster, de er ikke engang samme størrelse. Jeg foretrækker at sige, at det ene er mindre end det andet, frem for at jeg har et som er større end det andet. Under alle omstændigheder er det aldrig sjovt at købe en BH. Jeg har som regel altid sneget mig rundt som en tyv i natten, når jeg har været ude for at købe BH'er. Det er nemlig ikke fordi jeg behøver gå med den slags, men det giver altid lidt fylde, når de to små løftes en smule. Det er nok kun mig selv som bemærker forskellen...men det er som også godt nok. For mig har der altid været et eller andet ydmygende ved at gå rundt og kigge efter BH'er med a-skåle, og endda helst i en lille model. Mange modeller fås slet ikke i så små størrelser. Endelig er der BH'er med 'fyld'. Altså en a-skål som har et ordentligt lag vat, skumgummi eller vand indlagt til at fylde op. Jeg har tre af slagsen, og jeg lover at de bliver de første til at ryge på bålet, når jeg har overstået min operation. Det er fint nok at koble en b eller c-skål på om morgenen, og gå rundt og strutte med skumgummien hele dagen. Jeg føler mig bare altid som en anden Askepot hjemkommet fra ballet, når jeg om aftenen tager dem af igen, og kryber så godt som barmløs i seng. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor man kan købe disse 'fyldte' BH'er med både c- og d-skåle. Hvorfor vil man stoppe mere ind, hvis man allerede har fyldet indbygget?
Prøverummene er altid det værste øjeblik. Fordi jeg er så deform som jeg er, er jeg altid nødt til at prøve udstyret inden jeg betaler for det. Uh, jeg hader prøverum. Ikke kun når der skal købes BH'er, men også når jeg prøver almindeligt tøj som involverer overkroppen. Jeg er ofte gået ind i et prøverum fuld af forventning om, at de små bryster slet ikke vil blive bemærket i lige den kjole, t-shirt eller skjorte. Hver eneste gang jeg har forsøgt mig med noget som ikke er voldsomt posende, er jeg dog kommet nedslået ud af prøverummet igen. Spejlene råber til mig fra alle sider, og minder mig om den flade barm. Der har været tårer, og i dag undgår jeg helst prøverum. Det er selvfølgelig godt for tøjbudgettet, men ikke så godt for selvtilliden. En enkelt gang prøvede jeg en rigtig lækker stropløs kjole (Ja, jeg burde vide bedre, men jeg troede at måske....) Ekspedienten kom ind og kiggede, og gloede helt klart på det område barmen normalt sidder. Hun var selv en stor størrelse, og havde altså rigeligt til både gården og gaden. Jeg syntes faktisk godt kjolen kunne gå an, men kom med en lille kommentar om, at det måske ikke så helt godt ud at der hang lidt flæsk ud ved ryggen. Ekspedienten svarede at det sikkert var rigtigt, 'især når man ikke havde andet at fylde kjolen ud med'. Av! Den sad lige i brystkassen, og jeg behøver nok ikke fortælle, at jeg ikke købte den 1500 kroner dyre kjole.

2006-04-28T15:49:00.000Z

Dengang da jeg var 13 år....

2006-04-28T14:30:00.001Z

Det ser ud til at bloggen virker, så lad mig kaste mig ud i det. Sagen er den, at jeg siden jeg var 13 år...eller i hvert fald 15....har været været klar over at jeg var blevet udstyret med et par ualmindeligt små bryster. Uretfærdigt, har jeg ofte syntes det var. Det var nemlig sådan, at alle andre kvinder i familien, pånær en enkelt kusine, var overordentligt veludrustet i de dele. Jeg er altså vokset op omgivet af storbarmede frodige kvinder, og derfor har det for mig været det 'normale'. Med min lille a-skål, var jeg altså den unormale. Jeg synes ikke små bryster er grimme; slet ikke. Faktisk synes jeg der er noget vulgært og i hvert fald upraktisk over et par gevaldige patter, men jeg havde alligevel ønsket om at blive 'normal' og større. Jeg har været ked af det. Andre dage mere end andre. På den anden side vil jeg også gerne understrege, at de to små fiduser også har været yndet og holdt af af de fleste af de mænd de er rendt i på deres vej. Jeg har aldrig modtaget klager, men det var altså mig selv som ikke var tilfreds. Min bryster har med stor succes givet alle mine børn en god start på livet, men de var dengang så også i deres velmagtsdage, hvor de ved festlige lejligheder, hvor der ikke lige var tid til at amme regelmæssigt, kunne opnå en størrelse af d-skål. Jeg er altså som sådan ikke 'ked' af mine bryster. De har sgu' gjort hvad de kunne, men jeg synes nok de kunne have fortjent lidt mere opmærksomhed. Tanken om en operation har altid ligget og luret. ALTID!!!! Jeg har dog også altid været klar over, at amning og silicone måske ikke var den bedste sammensætning, så jeg ville hellere vente til jeg var færdig med børnfødslerne. Da de så blev overstået, for det tror jeg de er, var der pludselig ikke de penge der skulle til. De sidste 5 år, tror jeg, har jeg brændende ønsket mig sådan en operation. Jeg har selvfølgelig overvejet for og imod, og har da også nærlæst hvad jeg kunne støve op på Internettet. Efter utallige besøg i tøjbutikkers omklædningsrum, hvor jeg endnu en gang troede at en udringet bluse ellerkjole kunne bruges af mig, blot jeg tog en helt dyb indånding, og hvor jeg endnu en gang har forladt burtikken sønderknust, og uden det nye tøj, besluttede jeg mig for at jeg VILLE have de bryster udbygget. På mirakuløs vis dukkede pengene op sidste sommer, og hele vinteren gik så med at 'tage mod til at kontakte de folk som kan gøre den slags'. I januar tog jeg modet. I april var jeg til den indledende undersøgelse, og den 12. juni skal jeg under kniven. Jeg glæder mig som et lille barn, eller en moden kvinde rettere sagt, men holder stadig hemmeligheden mest for mig selv. En god veninde ved det. Min mand ved det...men ellers er det tys, tys. Min største frygt er nemlig ikke siliconeudslip eller arvæv, men den stribe af fordomme som jeg ved der er forbundet med brystforstørrende operationer. Derfor deler jeg i første omgang mest mine tanker med bloggen her.

Dette er begyndelsen til noget stort

2006-04-28T14:20:00.000Z

Der er store ændringer på vej i mit liv. Det er derfor jeg måske er nødt til at have en blog....jeg har hørt at den kan være god at dele hemmeligheder med. Jeg vil ikke afsløre min hemmelighed endnu; jeg skal lige lære blogsystemet at kende. Dagbogsmetoden vil være god, tror jeg. Jeg vil forholde mig så anonym som muligt, men samtidig dele ud af de tanker den nye livsændring kommer til at byde på. Lyder det helt skørt? jeg har i hvert fald taget hul på bylden.